Lempeligere krav til udenlandske byggeprodukter giver tabte arbejdspladser

Udgivet den 17-05-2001  |  kl. 15:23  |  

Dansk byggeri er dyrt, og det kan skyldes dårlig konkurrence. Det fremgår af et afsnit om byggeriet i den årlige Konkurrenceredegørelse, som erhvervsminister Ole Stavad (S) offentliggjorde torsdag. Konkurrencestyrelsen tager adskillige forbehold ved vurderingen af det danske prisniveau. Men Byggematerialeindustrien mener, at Styrelsen drager en forkert konklusion af sin egen analyse.

Konkurrencestyrelsen forklarer blandt andet det høje danske prisniveau med, at arbejdet med at vedtage de europæiske harmoniserede standarder for Byggematerialer, går for langsomt. Derfor går Styrelsen så vidt som at foreslå, at Danmark ensidigt åbner markedet for udenlandske byggematerialer, som ikke lever op til de danske standarder. Byggematerialeindustrien finder dette konkrete forslag meget naivt.

- Forslaget går ud på at stille lempeligere krav til udenlandske produkter end til danske på områder som brand, miljø og arbejdsmiljø. Det vil påføre danske virksomheder en helt urimelig konkurrence, og konsekvensen vil uundgåeligt være øget import og tab af danske arbejdspladser, siger direktør Christian Lerche, branchefællesskabet Byggematerialeindustrien.

Christian Lerche mener, at Konkurrencestyrelsen får det til at se ud som om, at standarderne på byggeområdet handler om at beskytte industriens interesser. Det er en alvorlig misforståelse, og han mener samtidig, at det danske marked for byggematerialer allerede er et af de mest åbne i Europa.

- Det danske marked for byggematerialer er på ca. 65 mia. kr., og heraf importeres en tredjedel. Så jeg forstår ikke, at der skulle være nødvendigt yderligere at tilføre de danske producenter helt urimelige konkurrencebetingelser på hjemmemarkedet, siger Christan Lerche.

Udgivet af: NPinvestordk