Lilly melder om positive resultater med covid-19-middel

Udgivet den 16-09-2020  |  kl. 13:18  |  

Det amerikanske medicinalselskab Eli Lilly melder om positive resultater fra en foreløbig analyse af et fase 2-studie med midlet Ly-Cov555 mod covid-19.

De foreløbige data tyder ifølge Lillys forsknings- og udviklingsdirektør, Daniel Skovronsky, på, at Ly-Cov55 har direkte antiviral effekt og muligvis kan reducere antallet af hospitalsindlæggelser relateret til covid-19.

I studiet prøves tre doser af lægemiddelkandidaten på henholdsvis 700 milligram, 2800 milligram og 7000 milligram i nydiagnosticerede patienter med mild til moderat sygdom. Den foreløbige analyse viser, at den midterste dosis lever op til studiets målsætning for antiviral effekt.

Lilly indledte i august også et fase 3-forsøg med Ly-Cov555 som forebyggelse af covid-19 på amerikanske plejehjem. Forsøget vil inkludere op til 2400 beboere og personale på plejecentre og plejehjem.

Aktien i Eli Lilly stiger onsdag 2,6 pct. i formarkedet.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder