Måltidskasserfirma køber op i USA - men får sænket anbefalingen

Udgivet den 23-11-2020  |  kl. 11:20  |  

Den tyske måltidskassekoncern Hellofresh falder på børsen i Frankfurt med 3,7 pct. til 48,08 euro mandag formiddag i et ellers lettere positivt marked.

Hellofresh kunne mandag fortælle, at det har indgået aftale om køb af Factor75, som er en amerikansk baseret madudleveringstjeneste, der har specialiseret sig i sund mad, for op til 277 mio dollar.

Købesummen fordeler sig mellem en kontantbetaling på 177 mio. dollar, og hertil kan komme 100 mio. dollar i efterfølgende betalinger, der afhænger af opnåelsen af visse performancemål.

Det er mandag også fremme, at analytikerne hos JPMorgan har sænket anbefalingen af aktien til "undervægt" fra før "neutral", efter at aktien i år er steget 157 pct.

Aktien har profiteret af covid-19-krisen, der har fået flere til at bestille mad hjemmefra i stedet for at troppe op i supermarkedet.

/ritzau/FINANS

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder