Mærsk / Børsen: Kasakhisk olie skal dække 10 pct. af det årlige

Udgivet den 25-10-2012  |  kl. 07:31  |  

Maersk Oils oliefelt Dunga i Kasakhstan skal ekspanderes, så feltets output kan nå op på 40.000 tønder olie om dagen i forhold til de nuværende 6.000 tønder dagligt. Dermed vil feltet levere 10 pct. af Maersk Oils samlede målsætning på 400.000 tønder olie dagligt, som selskabet har sat for i 2020. Det skriver Børsen torsdag.

- Potentialet i Kasakhstan er enormt. Der er masser af olie her. Vi har mandat til at ekspandere forretningen og gøre det, der skal til, og vi har den nødvendige kapital til rådighed. Det er ikke et spørgsmål om, men hvornår, Kasakhstan skal være en hjørnesten for den landbaserede produktion i Maersk Oil, siger Chef for forretningsudvikling i Maersk Oil Kasakhstan Peter Holding til Børsen.

Udgiften til en boring til lands er en brøkdel af, hvad det koster at bore til havs i for eksempel Nordsøen. Samtidig er undergrunden mindre hård og olielagene er langt lettere tilgængelige.

Maersk Oil har siden 2002 været operatør i Dunga-feltet med en ejerandel på 60 pct., og i alt investeres en mia. dollar i udvidelsen af feltet til anden og tredje fase, skriver Børsen.

Udgivet af: Aktiefokus