Mærsk på vej til at blive overhalet af MSC som verdens største

Udgivet den 14-04-2021  |  kl. 07:41  |  
Arkiv: Foto

Schweiziske MSC, som Mærsk samarbejder med gennem 2M-Alliancen, er godt på vej til at overhale det danske rederi i kampen om at være verdens største inden for containerfragt.

Det skriver branchemediet Alphaliner, der har set nærmere på de to rederiers containerflåder.

Her har MSC i øjeblikket en flåde på 587 containerskibe med en samlet kapacitet på 3.892.732 teu, mens Mærsk har 711 skibe med en kapacitet på 4.126.740 teu.

Dog har Mærsk ikke nogen store skibsordrer på bedding i den nærmeste fremtid, mens MSC omvendt har ordrer på skibe med en kapacitet på knap 660.000 teu i bøgerne. Derudover ventes der flere ordrer, som endnu ikke er bekræftet.

Dermed ventes MSC at overhale Mærsk i løbet af 2022.

Det er dog ifølge Alphaliner ikke noget, der går det danske rederi på, da Mærsk efter sigende skulle være tilfredse med en kapacitet på omkring 4 mio. teu og foretrækker i stedet af investere i sine logistikaktiviteter.

Derudover ventes Mærsk ikke at investere i flere store skibe, før det kan skifte til ikke-fossile brændstoffer på stor skala, skriver Alphaliner.

Det er den tidligere driftsdirektør i Mærsk, Søren Toft, der nu er administrerende direktør i MSC.

/ritzau/FINANS

Christian Iversen Kielberg

Tags:  Shares❯ 

Relaterede nyheder