Mærsk skuffer på overskuddet i andet kvartal trods høje fragtrater og efterspørgsel
Uroen i Mellemøsten og Det Røde Hav har været med til at holde hånden under fragtraterne, og det har som ventet skæppet pænt i kassen hos A.P. Møller Mærsk.
Rederierne har været tvunget uden om de konfliktfyldte farvande og har i stedet måtte tage den lange tur syd om Afrika. Det har løftet fragtpriserne, mens efterspørgslen også har vist sig større end ventet ved årets begyndelse.
På den baggrund har Mærsk præsteret et underliggende overskud på 623 mio. dollar efter skat i årets andet kvartal. Omregnet svarer det til et overskud på 4261 mio. kr. efter skat.
- Der har været stor efterspørgsel i markedet, og som alle har kunnet følge med i, er situationen i Det Røde Hav fortsat fastlåst - begge dele lægger pres på de globale forsyningskæder. Vores forventning er nu, at denne situation varer ved året ud, udtaler topchef Vincent Clerc i regnskabet.
- Vi har foretaget investeringer i hele forretningen for at tilpasse os vilkårene og hjælpe vores kunder med at løse de udfordringer, de står overfor. Fremadrettet forbliver fokus på organisk vækst, samtidig med at vi undersøger muligheder for opkøb, især inden for vores logistikforretning, siger han videre.
Til sammenligning havde analytikerne sat næsen op efter et underliggende overskud på 819,6 mio. dollar i kvartalet mod et plus på 1346 mio. dollar i andet kvartal året forinden.
Der skal dog tages højde for, at Mærsk 1. august selv var ude med et par foreløbige tal og en opjustering af forventningerne.
Her kunne rederiet melde om en omsætning på 12,8 mia. dollar og en driftsindtjening, EBITDA, på 2,1 mia. dollar.
Onsdagens endelige tal viser en omsætning på 12.771 mio. dollar og en indtjening på 2144 mio. dollar.
De foreløbige tal var en smule under analytikernes forventninger, hvor konsensus lød på 13.016 mio. dollar på toplinjen, og en driftsindtjening på 2232 mio. dollar.
Andet kvartal endte samtidig under niveauet i 2023.
Her lød omsætningen på 12.988 mio. dollar, mens driftsindtjening blev opgjort til 2905 mio. dollar.
.\\˙ MarketWire