Mærsk sløjfer indtjeningsforventning: Corona skaber usikkerhed -NY2

Udgivet den 20-03-2020  |  kl. 09:08  |  

Udbruddet af coronavirus påvirker det globale transportmarked og forsyningskæderne markant, og det får nu A.P. Møller-Mærsk til sløjfe forventningerne til 2020.

Det fremgår af den meddelelse til fondsbørsen fredag morgen.

Mærsk havde tidligere stillet et driftsoverskud før renter, skat samt af- og nedskrivninger (EBTIDA) på 5,5 mia. dollar i udsigt før omkostninger i forbindelse med omstrukturering og integration.

Ifølge transport- og logistikselskabet påvirker coronavirusudbruddet det globale transportmarked og forsyningskæderne "voldsomt", hvilket skaber stor usikkerhed og et mangel på overblik over efterspørgslen på containertransport på globalt plan.

- På grund af den aktuelle situation med væsentlige usikkerheder i den globale efterspørgsel på containertransport relateret til Covid 19-pandemien og regeringernes tiltag for at inddæmme spredningen har vi valgt at suspendere vores guidance på indtjening for hele året 2020, men så snart vi har større klarhed, vil vi komme med en guidance for 2020, siger Søren Skou, der administrerende direktør hos Mærsk, i meddelelsen.

Selskabet fastholder de øvrige forventninger for året om en vækst i de transporterede mængder i Ocen-divisionen, der dækker over containerfragten til søs.

Derudover forventer selskabet også fortsat et akkumuleret investeringsniveau (CAPEX, red.) for både i år og næste år på 3-4 mia. dollar. Ifølge Mærsk vil der dog blive indført tiltag for at reducere niveauet i 2020.

Mærsks igangværende aktietilbagekøbsprogram og det foreslåede udbytte fortsætter som hidtil, lyder det.

FORVENTER FREMGANG I FØRSTE KVARTAL

Transport- og logistikkoncernen har også opgjort et foreløbigt tal for den samlede indtjening på EBITDA-niveau i året første kvartal, der endnu ikke er nået helt til vejs ende.

Første kvartal dækker nemlig over januar, februar og marts, og Mærsk forventer, at kvartalet byder på et driftsoverskud på 1,4 mia. dollar før omkostninger i forbindelse med omstrukturering og integration.

Det vil være en fremgang fra driftsoverskuddet på 1,24 mia. dollar i samme kvartal af 2019.

Indtjeningen i første kvartal har været negativt påvirket af en svag udvikling i transportmængderne, men det er til dels blevet afbødet af det, som selskabet kalder for en "stærk implementering af vores IMO 2020-strategi".

NÅET LANGT MED IMO-STRATEGI

IMO 2020 er et nyt regelsæt for brændstof, der trådte i kraft ved årsskiftet. Det betyder, at det ikke er tilladt for rederierne at udlede helt så meget svovl fra skibsbrændstof som tidligere.

Rederierne kan vælge at gå to veje for at leve op til de nye regler: at installere scrubbere på skibene, der kan vaske noget af svovlen ud af brændstoffet, eller at indkøbe brændstof med lavere svovlindhold, som dog er dyrere end det hidtil anvendte brændstof.

Mærsk har besluttet primært at gøre brug af brændstof med lavere svovlindhold for at leve op til reglerne, men koncernen vil også installere scrubbere på omkring 10 pct. af skibene.

- Gennem de første to og en halv måned af 2020 er vi nået langt med vores IMO 2020-strategi om at håndtere ekstraomkostningerne i forbindelse med det krævede skift til brændstof med et lavt svovlindhold per 1. januar. Vi har effektivt reduceret en del af ekstraomkostningen ved hjælp af optimerede indkøb, ved selv at blande og producere brændstof og gennem rateforøgelser, så vores kunder betaler den reelle brændstofpris, siger Søren Skou i meddelelsen.

- Som følge heraf forventer vi at levere et første kvartal 2020, som er bedre end første kvartal 2019 - til trods for faldende volumener på tværs af vores forretninger grundet Covid19-pandemien, fortsætter han.

Mærsks B-aktie sluttede 7,8 pct. højere i 4778 kr. torsdag. Siden årsskiftet er aktien faldet omkring 47 pct.

/ritzau/FINANS

Cecilie Veile

Tags:  Profit warning❯  Shares❯ 

Relaterede nyheder