Mærsk/ABM: Forbereder sig på fortsat ratenedtur

Udgivet den 02-10-2013  |  kl. 13:35  |  

A.P. Møller - Mærsks containerrederidivison, Maersk Line, fortalte tirsdag, at den varslede ratestigning på ruterne fra Asien til Europa 1. november bliver endnu større end tidligere udmeldt. Rederiet forbereder sig ifølge Alm. Brand Markets på, at raterne fortsætter de seneste måneders styrtdyk.

Maersk Line vil hæve raterne fra 1. november med 950 dollar per tyvefodscontainer mod tidligere udmeldt 600 dollar. Det sker, efter at en varslet ratestigning 1. oktober slog helt fejl. Siden starten af august er spotraterne på ruten, ifølge SCFI-indekset, faldet fra 1501 dollar til 765 dollar.

- Stigningen gør en forskel, hvis man påregner en 80 pct. succesrate, som jeg gør. Tallet er jo ikke grebet ud af den blå luft. Hvis man venter, at raterne vil falde med en 50-75 dollar per uge de næste par uger, så vil raterne blive løftet op til godt 1200-1400 dollar med denne her ratestigning. Det er det niveau, vi har set dem hævet til før, siger Alm. Brand Markets A.P. Møller - Mærsk-analytiker, Jesper Christensen, til Ritzau Finans og fortsætter:

- Da de sagde 600 dollar, tror jeg, at de ventede, at raterne ville være et par hundrede dollar højere, end de ser ud til at være nu omkring 1. november.

Alm. Brand Markets venter dermed, at spotraterne vil falde ned til 500 dollar, måske lidt under, inden de bedres med en generel ratestigning.

Ud over A.P. Møller - Mærsk har den mindre konkurrent Hapag-Lloyd varslet en ratestigning per 1. november på 1000 dollar per tyvefodscontainer. Det vil ikke være det sidste rederi, der hopper med på stigningen.

- Alle skal med på stigningen, og vi skal gerne se MSC og CMA CGM melde stigninger i samme takt ud i den kommende tid, siger Jesper Christensen.

Det er afgørende, at rederierne får hævet raterne 1. november, da det er i årets sidste måned, at forhandlingerne om de langsigtede kontrakter for næste år skal forhandles hjem.

- Så de vil gerne have raterne op, så de har et fornuftigt udgangspunkt for forhandlingerne, siger analytikeren.

Alm. Brand Markets har anbefalingen "neutral" af A.P. Møller - Mærsk med kursmålet 53.000. Aktien handles onsdag middag til 51.800 kr. De næste kurstriggere for aktien er ifølge Alm. Brand Markets nyt fra oliefeltet Chissonga i Angola samt en potentiel klarere linje i udviklingen i verdensøkonomien.

/ritzau/FINANS

Bertil Barkholt Fruelund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder

15:18 Amerikansk industriproduktion havde mere fart på end ventet i august
14:56 Chefstrateg: Fremgang i detailsalget rykker næppe ved lempelsesomfang i Federal Reserve
14:39 De amerikanske forbrugere spenderede lidt mere i august
14:12 Nykredit om amerikansk rentesænkning: Serie af lempelser på 25 basispoint forventes
14:01 USA/tendens: Håb om lavere renter holder humøret oppe - Microsoft belønnes for aktiekøb
13:31 Tysk vindauktion af landmølleprojekter overtegnet for første gang siden 2022
13:26 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske tal med chokoladeproducent i top
12:50 Europa/aktier: Godt humør frem mod amerikanske med chokoladeproducent i top
12:34 Mærsk har fragtet gods gennem Rusland trods internt forbud
12:29 Investeringsstrateg peger på favoritter inden ny fase med rentenedsættelser
11:56 Gaspriser stiger fra syv ugers lavpunkt: Højt lagerniveau i Europa før fyringssæson
11:53 Obligationer/middag: Rente i ro forud for temperaturmåling på amerikanske forbrug
11:41 Aktier/middag: DSV i fremgang på efterdønninger men fokus er på Fed
11:26 Roblon tæt på nulresultat i tredje kvartal - fastholder årsprognosen
11:08 Renten i laveste niveau i flere år på udsigt til mange rentesænkninger
11:03 Tyskland: ZEW-tilliden skuffede gevaldigt i september
10:50 ECB's Simkus ser kun lille sandsynlighed for rentesænkning i oktober
09:16 Rovsing går i plus og sigter efter højere omsætning næste år
09:14 Aktier/åbning: DSV og Nordea med fremme i grønt C25-felt før detailsalg fra USA
08:55 Obligationer/åbning: Mindre rentefald forud for afgørende detailsalg og rentemelding