Mandagens aktier: Medicinalaktier dykkede i rødt indeks med Mærsk og Ørsted i top

Udgivet den 15-01-2024  |  kl. 17:04  |  
Arkiv: Foto

Genmab og Coloplast endte i bunden af det danske eliteindeks mandag, hvor medicinalaktierne var ramt af en nedtur for sektoren.

I toppen var Ørsted blandt de mest stigende efter en købsanbefaling, mens A.P. Møller-Mærsk fortsat er understøttet af uroen i Det Røde Hav, der giver højere fragtpriser.

Samlet endte det danske C25-indeks 0,7 pct. lavere i 1861,82 på en dag, der betegnes som stille, fordi markedet i USA er lukket. Det sker i anledningen af Martin Luther King Day, som amerikanerne holder den tredje mandag i januar.

- Det smitter af på markederne både i Europa og i Danmark. Det giver lav aktivitet, og vi ser et marked, der siver lidt tilbage, konstaterer Mads Zink, der er chefhandler i Danske Bank.

De få nyheder og begrænsede antal handler betød i stedet tilsyneladende, at opmærksomheden kunne rettes mod sundhedssektoren, der blev trykket ned.

- I Europa ligger medicinalaktierne blandt dem, der klarer sig værst, så det er trenden. Det skal dog ses i lyset af en periode med stigende kurser, så der kan være noget gevinsthjemtagning, lyder det videre.

Ifølge Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, kan der i stedet være grund til at se frem mod begivenheder senere på ugen, hvor der kommer endnu mere gang i den amerikanske regnskabssæson, amerikanerne afholder det første primærvalg i staten Iowa, og Den Europæiske Centralbank offentliggør rentereferat fra seneste møde.

AMBU SENDT NED EFTER SÆNKET ANBEFALING

Medicoselskabet Ambus aktie har fået sænket anbefalingen til "market perform" fra "outperform" hos Svenske Handelsbanken. Omvendt er kursmålet løftet til 138 kr. fra 125 kr., som er det højeste blandt de børshuse, der indrapporterer til Bloomberg News.

Det var med til at presse aktien, der faldt 0,8 pct. til 114,90 kr. Faldet fulgte dog efter en særdeles positiv uge for medicoaktien, der alene fredag steg 7,2 pct.

Helt i bunden endte Genmab med et minus på 3,9 pct. til 2075 kr. Også Coloplast blev presset ned med et fald på 2,7 pct. til 798,40 kr. i det, som Martin Munk betegnede en "sektorrotation".

ØRSTED FÅR KØBSANBEFALING

I den modsatte ende af C25-indekset steg Ørsted, der har fået hævet anbefalingen til "køb" fra "hold" hos Deutsche Bank. Kursmålet på 450 kr. blev samtidig gentaget.

Aktien steg 0,6 pct. tuk 394,80 kr.

Mærsk fulgte mandag udviklingen blandt de asiatiske branchefæller, der alle blev trukket op, mens uroen i Det Røde Hav fortsætter.

Storbritannien og USA er fortsat aktive i konflikten, og i weekenden blev der gennemført endnu et angreb på mål blandt Houthi-bevægelsen i Yemen. Det betyder, at forventningen om højere fragtpriser holder ved.

Mærsks B-aktie steg 0,7 pct. til 13.135 kr.

I transportsektoren fik DSV desuden løftet kursmålet til 1300 kr. fra 1150 kr. hos Danske Bank.

Anbefalingen forblev "hold", fremgår det af Bloomberg.

DSV-aktien faldt dog 0,6 pct. til 1259,50 kr.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Danmark❯  Market Close❯  Shares❯