Mandagens aktier: Vestas til tops i positiv C20

Udgivet den 11-03-2013  |  kl. 17:06  |  

Det danske C20-indeks lukkede mandag med en stigning på 0,4 pct. i 554,94, hvor Vestas ledte fremgangen efter Japans energiminister tilskynder brugen af havvindmøller og efter skriverier, om at den pressede vindmølleproducent vil frasælge fabrikker i USA. TDC-aktien var igennem lidt af en rutsjebanetur efter en hævet anbefaling hos Goldman Sachs og en sænket anbefaling hos Sydbank.

- Det er en relativt stille dag på aktiemarkederne, og de fleste indeks er faldet en smule i løbet af dagen. Der har ikke været de store nøgletal, men det mindre kreditvurderingsbureau Fitch har sænket sin vurdering af Italiens kreditværdighed. Det gør, at de italienske og spanske aktier trækker ned i dag, skrev Nordea.

Vestas steg 4,9 pct. til 45,25 kr. efter fredagens optur på 5,0 pct. Den japanske energiminister Nobuteru Ishihara udtalte lørdag, at han aggressivt vil tilskynde brugen af offshore vindmøller. Energiministeren håber på, at offshore vindenergikapaciteten kan blive 40-doblet til 1.000 MW inden 2020. Yderligere skrev Jyllands-Posten, at Vestas sætter nogle af fabrikkerne i USA til salg for at nedbringe gælden.

TDC faldt 0,9 pct. til 44,31 kr. TDC fik fredag løftet sin anbefaling til køb fra tidligere neutral hos det amerikanske finanshus Goldman Sachs, mens kursmålet ligeledes fik et betydeligt løft til 57 kr. fra tidligere 48 kr. Til gengæld sænkede Sydbank sin anbefaling på TDC-aktien til hold fra køb, idet aktien siden årsregnskabet den 5. februar 2013 er steget over 14 pct. Yderligere ser finanshuset en intensivering af kampen om de danske telekunder i 2013.

William Demant steg 0,4 pct. til 480 kr. efter det amerikanske finanshus Goldman Sachs fredag løftede anbefalingen på aktien til køb fra neutral, idet aktien underpræstation har skabt et attraktivt indgangspunkt. Yderligere forventes det nye Alta-høreapparat at drive aktiekursen frem i de næste 18 måneder.

A.P. Møller - Mærsk endte 0,1 pct. lavere i 45.760 kr. Maersk Lines Søren Skou udtalte i Singapore ifølge Bloomberg News, at ratestigningen vil slå igennem fra april, men Maersk Line har over for Aktiefokus slået fast, at containerrederiet talte om ratestigningen på Asien-Europa-ruten gældende fra den 15. marts, og at det stadig er marts der tales om, samt at der ikke er ændret noget. Ifølge Bloomberg News venter Søren Skou i øvrigt, at rederierne får en god del af ratestigningen gennemtrumfet.

Carlsberg faldt 0,8 pct. til 589 kr. Carlsberg planlægger at øge sin markedsandel på det britiske marked, efter selskabet har åbnet en ny produktionslinje på sit bryggeri i Northampton. Det udtalte Benet Slay, som er direktør for Carlsberg i Storbritannien i et interview med Bloomberg News. Yderligere sagde bestyrelsen hos det kinesiske bryggeri Chongqing Brewery god for Carlsbergs plan om at øge sin ejerandel i bryggeriet til omtrent 60 pct.

Novo Nordisk steg 1,0 pct. til kurs 1008, efter at aktien fredag dykkede 2,5 pct. og Chr. Hansen viste også gode takter med en fremgang på 1,5 pct. til 209,20 kr.

ALK-aktien lukkede 1,3 pct. højere i 424,25 kr. Den amerikanske partner Merck indsendte en ansøgning om markedsføringstilladelse til de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, for ragweed AIT - en tabletvaccine mod ragweedallergi.

SAS faldt 4,5 pct. til 12,80 kr. efter Handelsbanken sænkede sin anbefaling på aktien til sælg fra reducer.

TK Developments bestyrelse besluttede at justere koncernens strategi og forretningsmodel, hvilket på sigt forventes at forøge koncernens evne til værdiskabelse, og dermed at få genskabt en bæredygtig forretningsmodel. Den besluttede, justerede strategi medfører ikke ændringer til den udmeldte resultatforventning for 2012/13. TK Development-aktien endte 10,5 pct. højere i kurs 12,60.

Udgivet af: Aktiefokus