Mandagens aviser med Danske Bank, DFDS og Novo Nordisk
BØRSEN
DANSKE BANKS DIREKTØRJAGT KAN TRÆKKE UD
Formanden for Danske Bank, Karsten Dybvad, siger, at der vil gå lidt tid, inden en ny direktør er fundet. "Bestyrelsen vil se på det med friske øjne," lyder det fra Karsten Dybvad, der i fredags blev indsat som formand på en ekstraordinær generalforsamling i Danske Bank. (Forside, side 6-7)
SUNDHEDSFOKUS I KINA GIVER BONUS FOR DANSKE FIRMAER
Danske lægemidler kommer langt hurtigere gennem systemet i Kina, og det vil sætte turbo på et i forvejen boomende salg, lyder vurderingen. (Side 8)
MÆRSK-STARTUP I LANGT OG SEJT TRÆK
Twill skal sikre Mærsk ny vækst gennem en digital platform, hvor kunder kan bestille en container med få klik. Der skal ruskes op i Esplanaden, siger stifter. (Side 10)
C25-SELSKABER KØBTE STORT OP I EGNE AKTIER
C25-virksomheder køber i stigende grad op i egne aktier, viser nye tal. Peter Hummelgaard Thomsen (S) mener det er "kvartalskapitalisme". (Side 11)
DFDS FORTSÆTTER NO DEAL-PLANER PÅ FULD TRYK
Selvom Underhuset stemmer om brexitaftalen tirsdag, er der ikke udsigt til afklaring i ugevis, lyder det fra DFDS, der har opkøbt land og ansat toldmandskab. (Side 20)
BERLINGSKE BUSINESS
ERHVERVSLIVETS ENGLE TJENER KASSEN PÅ DANSKE IVÆRKSÆTTERE
De danske iværksættere vælter sig i disse år i opmærksomhed, og flere tiltrækker store millionbeløb fra bugnende pengetanke. I baggrunden står en gruppe hovedrige erhvervsfolk, som med kapital og viden er med til at løfte spæde forretningsideer op til flyvefærdige virksomheder. (Forside, side 4-5)
EJERSKIFTEFORSIKRINGER GIVER UNDERSKUD OG HOVEDBRUD
Landets største selskab, Tryg, er netop stoppet med at sælge ejerskifteforsikringer. I stedet henvises kunderne til forsikringskoncernen Frida, der står med en truende konkurs. (Side 8)
JYLLANDS-POSTEN ERHVERV
POLITIET UNDER PRES I SAG OM MULIG VELUX-SPIONAGE
En sag om mulig industrispionage i ovenlysfirmaet Velux er mudret til, efter at den ansvarlige anklager i sagen er stoppet. Hermed er Nordsjællands Politi kommet under tidspres, der kan betyde, at hele sagen må henlægges. (Forside, side 4-5)
NY USA-CHEF HOS NOVO NORDISK HAR RENSET UD I TOPPEN
Doug Langa er den første amerikaner i Novo Nordisks historie til at lede det danske medicinalselskab på det amerikanske marked. Han har skiftet chefer ud på stribe og har genskabt væksten. (Side 6-7)
PANDORA GIVER SPÆNDING FOR ALLE PENGENE
Pandora-aktien har leveret flere overskrifter og udsving end de fleste, og spændingen om selskabet ser ud til at fortsætte. (Side 10-11)
/ritzau/FINANS