Mandagens aviser med Mærsk, Novo Nordis og OW Bunker

Udgivet den 24-11-2014  |  kl. 06:36  |  

BØRSEN

MÆRSK SPARER 600 MIO PÅ FORSIKRINGER

En lang række megakoncerner har lavet egne forsikringsselskaber. På få år har Lars Henneberg, chef for Maersk Insurance, barberet koncernens udgifter til forsikringspræmier ned med knap en tredjedel. I dag er skibe, borerigge, olieplatforme og terminaler forsikret i Mærsks eget forsikringsselskab. Det presser omsætningen i forsikringsbranchen, som dog får andre opgaver. (Forside, side 6-7)

UROEN I UKRAINE TRYKKER BUNDLINJE I MØBELHUS

Møbelhandelshuset Actona Company tabte i 2013/14 ligesom året før 5 pct. af koncernomsætningen, og bundlinjen blev også endnu en gang trykket nedad. Sammen med svigtende salg i ikke mindst Sydeuropa og en generelt hård konkurrence er det uroen i Ukraine, som kapper en håndfuld millioner af nettoresultatet. (Side 8)

NOVO NORDISK AFVISER PRISKRIG I USA

Uroen om de amerikanske priser på diabetesmedicin preller af på Novo Nordisks landechef i USA, Jesper Høiland. Han siger, at konkurrencen er øget, men der er ingen priskrig, som franske Sanofi har påstået. (Side 10)

VINDFIRMA TAGER FØRSTE SKRIDT I OPKØBSTOGT

Den fremstormende vindmølleunderleverandør Fairwind har skruet op for væksttempoet med kapitalfond i ryggen. Nu er det første opkøb på plads. Flere er på vej. Vi vil brede vingerne ud og styrke vores kompetencer, lyder det. (Side 11)

OW-DATTERSELSKAB I USA VIL GAFLE MILLIONER FRA KONKURSBO

OW Bunkers tre amerikanske datterselskaber med direktør Adrian Tolson i spidsen forsøger nu at slå en klo i de ubetalte tilgodehavender, som OW Bunkers danske konkursbo ellers er ved at inddrive. Datterselskaberne vil have en amerikansk dommer til at omdirigere mindst 100 mio. dollar til en nyoprettet konto i USA, så de ikke, som hidtil, skal gå til det danske konkursbos opsamlingskonti. Storbanken ING raser over manøvren. (Side 12-13)

NORWEGIAN OPGIVER INDENRIGSRUTE

Fra 27. marts næste år vil lavprisflyselskabet Norwegian ikke længere flyve på ruten mellem København og Karup. Men ruten lukker ikke. For ind kommer i stedet Danish Air Transport (DAT), der også er operatør på indenrigsruten mellem København og Bornholm. (Side 15)

GRØNLANDSKE FIRMAER FRYGTER ØKONOMISK KOLLAPSER EFTER VALG

Den største private virksomhed i Grønland, Polar Seafood, har droppet en trecifret millioninvestering med henvisning til politisk ustabilitet. Erhvervslivet er dybt bekymret for valget på fredag. Investeringer i fiskeriet kræver en lang tidshorisont,
og er der tvivl om de politiske signaler, trækker investorerne følehornene til sig. (Side 16-17)

DF TRÆKKER VETOKORTET MOD UBER

Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, trækker nu hårdt i bremsen over for de seneste dages politiske spekulationer om liberalisering af taxabranchen. Der skal et folketingsvalg til, før Uber lovligt kan operere i Danmark. En liberalisering vil nemlig være i direkte modstrid med sommerens vækstaftale. (Side 20-21)

BERLINGSKE BUSINESS

DE FEDE INDLÅNSRENTER ER I FARE

Flere af landets største banker som Danske Bank, Sydbank og den noget mindre Vestjysk Bank er i gang med rentesænkninger på de opsparingskonti, som visse steder har gjort det muligt at at få op mod to pct. i rente, hvis man binder pengene i tre år. Det er så svært at få økonomi i at holde på kundernes penge, at nogle banker sænker indlånsrenterne for en del af indskyderne. (Forside, Side 4-5)

DANSKE CHEFER LUKKER ØJNENE FOR SNYD OG SVINDEL

Danmark scorer topplacering på Transparency Internationals korruptionsliste, men placerer sig i bunden på samme organisations liste over lande, der gør noget ved svindel og snyd. Derfor bliver vi rystet af begivenheder som i OW Bunker, IT Factory, Nordisk Fjer o. lign., mener partner i KPMG 2014, Tormod Tingstad, der leder revisionshusets efterforskningsafdeling. (Forside, side 8-9)

MARKEDET FOR HØREAPPARATER UNDER FORANDRING

Den fastlåste markedsstruktur ændres, og GN ReSound skal høste gevinster af effektiviseringen. GN Netcom har gode forhold inden for headset. For 2015 er der udsigt til solid fremgang, og den stigende værdi af dollarkursen vil give ekstra bonus, lyder vurderingen. (Side 12-13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

PENSIONSKÆMPER KULEGRAVER KOLLAPS

ATP og PFA har sat sig i spidsen for et konsortium af professionelle investorer, der vil kulegrave OW Bunkers konkurs og finde skyts til en eventuel retssag. En række andre investorer herunder SEB og Maj Invest samt en stor engelsk investor bakker op om initiativet, hvor de to store pensionsgiganter får juridisk rådgivning fra Accura. (Forside, side 6-7)

SKANDALEN OM OW BUNKER ER NÅET TIL SVERIGE

Det svenske finanstilsyn gransker Den nordiske investeringsbank Carnegie efter OW Bunker-konkurs, skriver Svenska Dagbladet. Men Carnegie, der har hovedsæde i Stockholm, frygter ikke en erstatningssag fra de vrede aktionærer efter konkursen i den danske oliekoncern. Carnegie var en af de banker, der førte OW Bunker på fondsbørsen den 28. marts i år. (Forside, side 6)

TVUNGET GEBYR RAMMER 100.000

100.000 danskere bruger ikke rådgivning om investeringsforeninger. Alligevel kan de ikke slippe for at betale for rådgivning i store investeringsforeninger. Problemet opstår, fordi langt de fleste investeringsforeninger benytter et gebyrsystem, hvor alle investorer skal betale for rådgivning til banken via såkaldt formidlingsprovision. (Forside)

ANGREB PÅ ELNET

Den danske elsektor står foran en digital revolution, der er afgørende for at udnytte stigende mængder vedvarende energis brug af det digitale net. Det kræver udveksling af data over internettet, som i stigende grad gør det sårbart for cyberangreb, og dermed til et voksende sikkerhedsproblem. (Forside, side 3)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯ 

Seneste nyheder