Mandagens aviser med Nationalbanken, PFA og Danica

Udgivet den 02-02-2015  |  kl. 06:34  |  

BØRSEN

ROHDE SLÅR BUNDEN UD AF RENTEN

Negative 10-årige renter kan blive den historiske konsekvens af Nationalbankens beslutning om at undlade at udstede statsobligationer. Og det vil trække boligrenterne med ned. Næste skridt er opkøb af boliglån, og boligejere kan se frem til kursrekord. (Forside, side 6-7)

DANSK TOBAKSGIGANT KLAR TIL STORE OPKØB

Scandinavian Tobacco Group er klar med ny topchef, og dermed står den på opkøb – gerne af de store. Sådan lyder det fra selskabet, efter at det har hentet den ukendte tobakschef Niels Frederiksen ind på topposten efter en intern rekruttering. (Side 9)

UOPFINDSOM KAPITALJAGT HÆMMER VIRKSOMHEDER

Små virksomheder fastholdes i ond cirkel. De glemmer, at jagten på kapital ikke kun skal ske i banken. De har ingen gennemarbejdet forretningsplan og strategien er ofte halvfærdig. Og det er sådan set synd, for der er masser kapital derude, lyder det fra erhvervsrådgiver. (Side 11)

DANSKE SELSKABER VÆLGER FILIPPINERNE OVER KINA

Filippinerne tiltrækker stadig flere udenlandske investeringer – også fra Danmark. Især ser selskaberne fordele i at etablere it-afdelinger i landet. Blandt andet Mærsk, Vestas og Grundfos har etableret it- og servicecentre i Filippinerne. (Side 16-17)

NOVO NORDISK ØJNER ET BUGNENDE MARKED

Flere og flere udenlandske investorer har fået øjnene op for, at Filippinerne har meget mere at byde på end søfolk, aupairpiger og callcentre. Blandt dem er den danske medicinalkoncern Novo Nordisk, der har besluttet at øge fokus på det filippinske marked og nu er i gang med at opbygge en selvstændig salgsorganisation i Manila. (Side 17)

BERLINGSKE BUSINESS

PFA GAV GARANTIER UDEN OM BESTYRELSEN

Den øverste ledelse i PFA lovede allerede i 2012 afkastgarantier til DONG, men først året efter blev de kontroversielle garantier godkendt i PFAs bestyrelse. Ekspert sammenligner PFA med bankernes volumensyge før finanskrisen. (Forside, side 4-5)

TRODS LÅNESTOP SKYLDER STATEN STADIG PENGE

Staten forsvarer kronekursen ved at standse salget af statsobligationer. Men den danske stat skylder flere penge væk end dengang, Knud Heinesen advarede mod afgrundens rand. Men det er usikkert, om Nationalbanken gennem sin seneste handling formår at dæmme op for kapitaltilstrømningen, vurderer cheføkonom. (Side 3)

PFA SKRUER KRAFTIGT OP FOR INVESTERINGER I MURSTEN

Landets største private pensionspengetank skruer gevaldigt op for investeringer i ejendomme med 7,5 friske milliarder i år. En del af pengene skal bruges i USA, Japan og Australien - det står stadig åbent, om PFA får nyt hovedsæde. (Side 9)

NORDENS STØRSTE BANKVIRKSOMHED I PAUSETILSTAND

Rekord i indtjening er den korte beskrivelse af Nordeas 2014-resultat. Overskuddet overgik akkurat præstationen ved sidste top i 2006 og 2007, men målt i forhold til egenkapitalen er rentabiliteten halveret fra en forrentning på 22 pct. til 11 pct. Udbyttet sættes op, men Nordeas forretning stagnerer. (Side 12-13)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV & ØKONOMI

KURATOR I AMAGERBANKEN GÅR TIL ANGREB PÅ FINANSIEL STABILITET

Kurator Jørgen Holst anbefaler kreditorerne at rejse sag mod det statslige selskab med krav på 1,4 mia. kr. Banken burde have været afviklet tidligere eller bestyrelsen advaret om den dystre økonomi, mener han. (Forside, side 4-5)

STÆRK DOLLAR STRAMMER PRISEN PÅ TØJ

Danske modeselskaber varmer op til både hårde prisforhandlinger med leverandører og dyrere produkter til allerede pressede tøjbutikker. Enten skal de sætte prisen på tøj op – og dermed lægge yderligere pres på ellers trængte kunder i detailhandlen - eller tvinge indkøbspriserne længere ned hos underleverandører i Asien. At flytte produktion retur ind i Euro-zonen er også en mulighed. (Side 2)

PFA HØSTER 46 MIA. KR. I AFKAST I 2014

Landets største pensionsselskab, PFA, har slået alle tidligere rekorder med afkast på 46 mia. kr. i 2014. Selskabet vandt både på gynger og karruseller, og den nye investeringsdirektør, Anders Damgaard, jubler over et forrygende investeringsår. (Side 3)

STORBANK VIL HAVE REVET SKATTEMUR NED

Den amerikanske storbank BNY Mellon, der er én af verdens største depotbanker og kapitalforvaltere, melder sig nu i det voksende kor, som ønsker ændringer af danske skatteregler på investeringsforeninger. Skattereglerne gør det svært for udenlandske kapitalforvaltere at konkurrere med danske investeringsforeninger, fordi de udenlandske produkter bliver behandlet anderledes end danske. (Side 9)

DANICA SATSER STORT PÅ DANSK VANDEVENTYR

Landets næststørste pensionsselskab, Danica, går nu ind med en opsigtsvækkende investering i den uprøvede danske teknologivirksomhed Aquaporin. For et trecifret millionbeløb køber Danica sig ind i selskabet, der har ambitioner om at erobre det svære kinesiske marked med en unik dansk teknologi til rensning af drikkevand. (Side 10)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Danske Aviser❯