Mandagens aviser med Nordea, Carlsberg og Genmab

Udgivet den 10-02-2020  |  kl. 06:32  |  

BØRSEN

INDUSTRIEN ENIGE OM OVERENSKOMST

Bedre barselsvilkår for mænd og løft i fritvalgskontoen er to centrale elementer i overenskomsten mellem industriens parter, som 230.000 lønmodtagere nu skal stemme om. Det er den første store private overenskomst, og danner derfor den økonomiske ramme for øvrige overenskomstforhandlinger. (Forside, side 14-15)

CORONAVIRUS RAMMER DEN GLOBALE TRANSPORT

Transportgiganter som Mærsk og DSV oplever ophobning af varer i de kinesiske forsyningskæder. Denne uge er skelsættende for Danish Crown. (Side 6-7)

NORDEA VIL IKKE INDFØRE NEGATIVE RENTER I FINLAND

Nordea har nu negative renter på private indlån over 750.000 kr. Men det vil man ikke gøre i Finland, trods samme problemstilling. (Side 8)

DANSKE BANK HAR FLERE MULIGHEDER END MINUSRENTER

Danske Bank overvejer negative renter på de "mere formuende" privatkunder, men "almindelig danskere" skal endnu ikke bekymre sig om at betale for at sætte penge ind i Danmarks største bank. (Side 8)

CARLSBERG HAR SAT TRYK PÅ DE DANSKE FADØLSHANER

Carlsberg har skruet op for salget af fadøl i Danmark, og dermed udvikler det danske marked sig i retning af det perfekte marked. (Side 11)

CORONAVIRUS KAN KOSTE CARLSBERG EN KVART MIA. KR.

Carlsberg kan takke særligt det kinesiske marked for et fremragende år i 2019 for hele koncernen. Men virusudbruddet vil påvirke det danske bryggeris ølsalg på barer, caféer og restauranter i hele første kvartal og langt ind i andet kvartal. (Side 11)

HØREAPPARATFIRMAER SATSER PÅ AUSTRALIEN PÅ HVER SIN MÅDE

Demant og GN Hearing vil erobre Australien med to forskellige strategier. Begge ser muligheder i et voksende budget for offentlig støtte. (Side 12)

BERLINGSKE BUSINESS

KORRUPTION I INDIEN BELASTER CARLSBERG

En mangeårig Carlsbergpartner har informeret en dansk ambassadør om korruption i bryggerikoncernens indiske selskab. Partneren er i en kommerciel konflikt med Carlsberg, der mener, at partneren bruger anklagerne som et led i konflikten. Alligevel ser eksperter med stor alvor på sagen. (Forside, side 4-5)

KINA UDFORDRER DANMARK SOM GRØN SUPERMAGT

Rapport advarer om, at den grønne industri i Danmark ikke er omstillingsparat på sigt, mens Kina og resten af verden buldrer afsted med nye, klimavenlige patentansøgninger. (Side 6)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

GENMAB JAGTER GENNEMBRUD I KRÆFTMEDICIN

Genmab har haft fantastisk succes, og selvtilliden rækker i dag til en ambition om at transformere behandlingen af kræft, så patienterne løbende må tage medicin, men vil leve godt, ligesom f.eks. diabetikere gør det. (Forside, side 10-11)

NATIONALBANKEN AFLIVER MYTE: AFDRAGSFRIE LÅN FØRER IKKE TIL ØKONOMISK RUIN

Langt de fleste boligejere begynder at afdrage planmæssigt, når afdragsfriheden udløber. Nogle indfrier endda lånet. (Side 4)

EUROPÆISKE INVESTORER HAR KASTET SIG OVER DE GRØNNE INVESTERINGSFONDE

Hver tredje nye investeringskrone i Europa gik direkte i 2019 ind i en ansvarlig investeringsfond. Væksten er eksplosiv. (Side 6-7)

AKTIER HOLDER STAND TRODS STIV KULING FRA ØST

Trods en cocktail af barske nyheder er recessionsfrygten borte, og strømmen af makroøkonomiske indikatorer bekræfter, at økonomien er i fuld gang med at arbejde sig ud af det væksthul, som handelskrig og fremstillingssektoren sidste år indikerede. (Side 14)

/ritzau/FINANS

Flemming Kruhøffer