Mandagens danske avisuddrag med Ørsted, Arla og hotelbranchen

Udgivet den 28-12-2020  |  kl. 06:51  |  

BØRSEN

BREXIT: UVISHED OM DANSK EKSPORT FOR 54 MIA. KR.

Den for nyligt indgåede aftale mellem Storbritannien og EU skaber usikkerhed i dansk erhvervsliv. Mens varehandlen er sikret, ser fremtiden for tjenestehandlen, som udgør næsten halvdelen af dansk eksport til briterne, langt mere usikker ud. (Forside, side 6-7)

IT-IVÆRKSÆTTER VIL EROBRE EUROPA MED VINPLATFORM

It-iværksætteren Mikkel Lomholt begynder det nye år med et offensivt træk, der skal skabe fundamentet for det, han håber bliver Europas største markedsplads for kvalitetsvin. (side 8)

ØRSTED PØNSER PÅ AT UDVIDE ELHANDELSKONTOR I CHICAGO

Ørsted ser i øjeblikket nærmere på, om selskabets skal udvide Chicago-kontoret med en ny aktivitet, der kaldes route-to-market, da koncernen kommer til at producere mere grøn strøm i USA. (side 10)

DANSKE HOTELLER TAGER KAMPEN OP MED GLOBALE GIGANTER

Coronakrisen har sendt hotelbranchen ud i en historisk nedtur. Det får nu fire hoteller i København til at gå sammen om en ny bookingplatform, der skal tage kampen op mod internationale milliardforretninger som booking.com og hotels.com. Den nye platform skal gøre dem uafhængige af de internationale bookinggiganter og sikre bedre indtjening. (side 12)

ARLA I STRID MED SVENSK KOMMUNE OVER MEJERI

Arla er endt i en strid med den svenske kommune Boxholm, efter et frasalg af selskabets mejeri til kommunen. I salgsaftalen indgik en klausul om, at der i fem år ikke måtte være konkurrerende virksomhed i bygningerne. Kort efter ejerskiftet solgte kommunen dog mejeri og inventar videre til Glada Bonden, som vil genoptage osteproduktionen på stedet (side 14).

DANSKE BANK ER LANDETS BEDSTE BØRSMÆGLER

Ifølge Prosperas årlige måling af de professionelle investorers foretrukne børsmægler, er Danske Bank klart den bedste børsmægler i Danmark. Det er femte år i træk, at Danske Bank løber med titlen i undersøgelsen. (side 16)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

ADVOKATBRANCHEN TRODSER CORONA MED GOD INDTJENING I 2020

Nedlukningen af samfundet gjorde ondt på den danske advokatstand, men branchens indtjening bliver betydeligt mere tålelig, end mange frygtede. Optimismen er høj omkring 2021 (Forside, side 4-5)

VIRKSOMHEDER ETABLERER LADESTANDERE TIL ELBILER I REKORDFART

Ladeoperatøren Clever har haft et rekordår i opstillingen af nye ladestandere, hvor især virksomhederne landet over har haft fart på. I år har Clever etableret cirka 2000 nye ladepunkter hos omkring 450 små og store arbejdspladser. (side 6)

DANSKERNE HAR ALDRIG HAFT FLERE KONTANTER PÅ LOMMEN

Selv om danskerne betaler elektronisk som aldrig før, er mængden af kontanter i befolkningen steget fra lidt over 30 mia. kr. i 2005 til 53 mia. kr. i 2020. Eksperter frygter, at kontanterne i stigende grad tager del i en sort økonomi. (Forside, side 7)

AKTIEMARKEDERNE HAR VÆRET IGENNEM FEM ÅRS RUTSJEBANETUR PÅ 12 MÅNEDER

Coronakrisen har sendt de finansielle markeder på en rutjsebanetur, som normalt ville strække sig over flere år. Især det voldsomme olieprisfald i april vil stå tilbage som et historisk øjeblik. (side 8-9)

BERLINGSKE BUSINESS

ANGREB PÅ ADVOKATERNES HJERTEBLOD

En endnu ikke offentliggjort rapport fra Konkurrencestyrelsen beskriver, hvordan strikse regler om interessekonflikter hæmmer konkurrencen i branchen og kan hindre klienter i at få advokater med specialistkompetencer (Forside, side 8).

/ritzau/FINANS

Anders Krog Kristiansen

Tags:  newspaper❯