Mandagens danske avisuddrag med Jyske Bank, Bech-Bruun og Grundfos

Udgivet den 12-11-2018  |  kl. 06:58  |  

BØRSEN

BIRKENFELD: DANSKE BANK-WHISTLEBLOWER HAR BRUG FOR BESKYTTELSE

Whistleblower og tidligere bankrådgiver i UBS, Bradley Birkenfeld, tøver ikke med at kalde Danske Banks whistleblower Howard Wilkinson for en helt. "Han er en helt. Han opdagede, at noget var helt galt og ude af kontrol i banken, og så reagerede han på det ved at informere ledelsen. Men selv helte kan have brug for beskyttelse," siger Birkenfeld til Børsen. (Forside, side 6-7)

PROFESSOR KRITISERER MOBERGS NYE ROLLE I UROPLAGET GRUNDFOS

Der er blevet skiftet heftigt ud i Poul Due Jensens Fond, der ejer Grundfos, de seneste uger. Slagsmålet i toppen af verdens største pumpekoncern har blandt andet foreløbigt resulteret i en situation, hvor Jens Moberg som ny næstformand i fonden har fået mere magt. (Side 10)

PLAMBÆK VIL ÅBNE FLERE HUNDREDE TØJBUTIKKER

Tøjkæden Kings and Queens har de seneste år åbnet fysiske butikker i massevis. Pengene vælter ind, og nu vil stifteren, Christian Plambæk, til udlandet. (Side 12)

SANISTÅL SÆLGER STÅLDIVISION

Svenske Tibnor køber Aalborg-virksomheden Saniståls stålforretning, og provenuet skal nedbringe Saniståls store gæld på 450 mio. kr. (Side 13)

JYSKE BANK FÅR HVIDVASKPÅBUD: VI ER I MÅL OM ET HALVT ÅR

Jyske Bank har fået en række påbud af Finanstilsynet for håndteringen af hvidvask. Banken arbejder på at opfylde dem, og er helt færdige i 2019, lyder det ifølge Børsen. (Side 14)

BECH-BRUUN INDBRINGES FOR ADVOKATNÆVNET

Skatteminister Karsten Lauritzen indbringer Bech-Bruun for Advokatnævnet efter mulig dobbeltrolle i udbytteskandale mod Danmark. (Side 15)

GENAN-STIFTEREN: "JEG HÅBER, I KUNNE HØRE, DE BLEV GRILLET OG STEGT"

Genan-stifteren Bent A. Nielsens forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen gik fredag til angreb på Bagmandspolitiets talmateriale, som han mener er fejlagtig. Og 75-årige Bent A. Nielsen havde svært ved at skjule sin tilfredshed med sin forsvares arbejde. (Side 16)

DANSKE FIRMAER MÆRKER ØGET URO HOS KINESISKE KUNDER

Danske virksomheder i Kina mærker foreløbig kun lille effekt af handelskrigen med USA. Kinesiske kunder er dog begyndt at udskyde projekter. (Side 24)

JYLLANDS-POSTEN ERHVERV

GRØNT EU-INTIATIV KAN BLIVE KOSTBART FOR PENSIONSOPSPARERNE

Pensionsbranchen advarer mod EU's planer om, at klimavenlige investeringer skal regnes for mindre risikable end andre investeringer, alene fordi de er grønne. Det samme gør tilsynsmyndighederne. (Forside, side 10-11)

MYNDIGHEDERNE BESKYLDES FOR AT UNDERGRAVE SOMMERHUSREGEL

Antallet af dispensationer fra EU-undtagelsen om, at udlændinge ikke må købe sommerhus i Danmark, er på få år vokset fra 50-70 årligt til 308 sidste år. (Side 4)

FORMAND: LANDMÆND TÆNKER FOR LIDT PÅ INDTJENING

Mange danske landmænd er blevet fartblinde og fokuserer på vækst i stedet for indtjening, lyder kritikken. (Side 6)

PROFESSOR: AKTIONÆRER BLIVER FORGYLDT I STEDET FOR AT SKABE NYE JOB

Billioner af kroner flyder ud af virksomhederne til aktionærerne, og det vil skabe alvorlige udfordringer i de kommende år, mener økonomiprofessor. (Side 8-9)

BERLINGSKE BUSINESS

HISTORISK BYGGEBOOM I KØBENHAVN

Nye bydele skyder som klynger af paddehatte op i København, og vi er midt i det største byggeboom i nyere tid. Det kniber med at komme af med ejerlejlighederne, men både developere, investorer og overborgmesteren er tilfredse med udsigten til prisfald i hovedstaden. (Forside, side 6-7)

PUNDET KLAR TIL KURSHOP EFTER NYSLÅET BREXIT-OPTIMISME

Både Storbritannien og EU håber på gennembrud i Brexit-forhandlingerne, hvilket kan bane vej for en længe ventet skilsmisseaftale senere på måneden. (Side 3)

BECH-BRUUN: VI ER HELT RENE I SAG OM UDBYTTESKAT

Bech-Bruuns advokater sad i bestyrelsen i storbanken Morgan Stanleys danske datterselskab, som brugte dobbeltbeskatningsaftale til at lænse den schweiziske statskasse for udbytteskat - indtil Schweiz sagde stop. (Side 8-9)

/ritzau/FINANS

Lizette Knudsen