Mandagens internationale avisuddrag med RBS og Deutsche Bank

Udgivet den 26-10-2015  |  kl. 07:57  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

EU OVERHØRTE EMISSIONSADVARSEL I 2013

EU's miljøkommissær, Janez Potocnik, advarede allerede i 2013 sine kolleger om, at bilfabrikanterne kunne finde på at snyde med emissionstests, men advarslen blev overhørt, og dermed fik Volkswagen-skandalen lov at fortsætte et par år endnu. (EU FAILED TO HEED EMISSIONS WARNINS IN 2013)

USA EFTERFORSKER DEUTSCHE BANK FOR RUSSISKE HANDLER

Der venter Deutsche Bank en større efterforskning af bankens aktiviteter i Rusland. De amerikanske myndigheder ventes at udvide en efterforskning af mulig hvidvask af penge hos Deutsche Bank i Rusland til også at omfatte brud på amerikanske sanktioner mod Rusland. (US ESCALATES DEUTSCHE BANK PROBE INTO RUSSIAN TRADES)

RBS VIL BRUGE FACEBOOK TIL INTERN KOMMUNIKATION

RBS er blevet verdens første bank til at adoptere Facebook at Work, og fremover vil de ansatte kunne kommunikere med hinanden og udveksle information via det sociale netværk. Det sociale netværk vil blive brugt af knap 100.000 ansatte i den statskontrollerede britiske bank. (RBS SIGNS UP BANKERS FOR FACEBOOK AT WORK)

UMULIGT FORSVARSBUDGET HJÆLPER RUSLANDS SYRIEN-KAMPAGNE

Vladimir Putins finanslovsudspil for 2016 er ikke just munter læsning for den russiske offentlighed, der er under pres fra lave oliepriser, vestlige sanktioner og en svag rubel. Men landets bombetogter i Syrien er ikke nævnt med et ord, hvilket skyldes, at Rusland har udviklet et enormt, uigennemsigtigt forsvarsbudget, der holder omkostningerne langt væk fra offentlighedens søgelys. (RUSSIA DEFIES RECESSION TO FUND SYRIA CONFLICT)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

AMERIKANSKE SELSKABER ADVARER MOD OPBREMSNING

For første gang siden krisen er der udsigt til faldende top- og bundlinjer hos amerikanske virksomheder i takt med, at selskaberne skruer ned for investeringerne. Caterpillar nedjusterede i sidste uge forventningerne, mens 3M varslede omkring 1500 fyringer. (U.S. COMPANIES WARN OF SLOWING ECONOMY)

VOLKSWAGEN SENDER FLERE MEDARBEJDERE HJEM

Volksagens advokatfirma, Jones Day, har opfordret til at suspendere alle de medarbejdere, der potentielt kan have kendt til eller medvirket til emissionsskandalen. Ifølge interne kilder er alt fra bestyrelsesmedlemmer til almindelige teknikere blevet hjemsendt for at undgå, at de kan få indflydelse på Jones Day's interne undersøgelse af skandalen. (VOLKSWAGEN SUSPENDS MORE EMPLOYEES)

THE NEW YORK TIMES (WWW.NYT.COM):

RUSSISK SNAGEN I INTERNETKABLER BEKYMRER USA

Russiske u-både og spionskibe snuser rundt ved vitale undersøiske kabler, som driver en stor del af den globale online kommunikation, og det har skabt bekymring hos det amerikanske militær, der frygter, at Rusland kunne tænkes at sabotere kablerne i tilfælde af konflikt. (RUSSIAN SHIPS NEAR DATA CABLES ARE TOO CLOSE FOR U.S. COMFORT)

THE GUARDIAN ( WWW.GUARDIAN.CO.UK ):

ALDI HÆVER MINIMUMSLØNNEN

Discountkæden Aldi bekræfter, at selskabets ansatte fra februar 2016 vil få udbetalt mindst 8,4 pund i timen, svarende til godt 87 kr. En række andre discountkæder, blandt andet Morrissons og Lidl, har ligeledes hævet minimumslønningerne. (ALDI TO INCREASE STAFF WAGES TO MINIMUM OF £8.40 AN HOUR)

THE DAILY TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK):

AB INBEV-TOPCHEF FLYVER TIL SYDAFRIKA

AB Inbevs topchef, Carlos Brito, menes at være fløjet til Sydafrika i sidste uge for at lægge sidste hånd på købet af bryggerigiganten Sabmiller. Onsdag er der foreløbig deadline for en endelig aftale om opkøbet, der indtil videre kun er en principiel aftale, men den deadline kan blive udskudt. (AB INBEV BOSS FLIES TO SOUTH AFRICA AS SABMILLER DEADLINE LOOMS)

BOE: RENTEHÆVNING ER IKKE GARANTERET

Bank of Englands guvernør, Mark Carney, understreger, at rentehævninger er en mulighed, og ikke en garanti, men at briterne nok alligevel bør forberede sig på højere låneomkostninger. (UK INTEREST RATE RISE NOT A GURANTAEE, SAYS MARK CARNEY)

THE INDEPENDENT (WWW.INDEPENDENT.CO.UK)

TESLA MISTER VIGTIG ANBEFALING

Det indflydelsesrige, amerikanske forbrugermagasin Consumer Reports har trukket sin anbefaling af Teslas Model S efter en analyse af mere end 1400 Tesla-kunder, som rapporterer om fejl med Teslas højteknologiske instrumentbræt. Consumer Report tildelte tidligere Model S den højeste rating nogensinde, hvilket sendte aktiekursen i vejret tidligere. (WARNING SIGNS FOR TESLA AS 'MALADIES' UNDERMINE MODEL REPUTATION)

DAGENS INDUSTRI (WWW.DI.SE)

SECURITAS KØBER STORT OP I SVERIGE

G4S-konkurrenten Securitas har købt sikkerhedsfirmaet Diebold Electronic Security for omkring 2,9 mia. svenske kroner, svarende til godt 2,3 mia. kr. Diebold har omkring 1100 ansatte, og er det største opkøb for Securitas i 15 år. (SECURITAS KÖPER STORT USA-FÖRETAG)

/ritzau/FINANS

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Tags:  Newspaper - Internat❯ 

Seneste nyheder