Mandagens internationale avisuddrag med Total, Kina og Guinness

Udgivet den 16-03-2015  |  kl. 07:55  |  

FINANCIAL TIMES ( WWW.FT.COM ):

TONY BLAIR STÅR TIL NY ROLLE I FREDSUDSENDING

Lørdag mødtes britiske Tony Blair med amerikanske John Kerry for at diskutere Blairs fremtidige rolle som fredsudsending i Mellemøsten. Den tidligere britiske udenrigsminister har de sidste otte år været i front og skulle angiveligt stadig ønske at bidrage, blot ikke i forreste linje. (TONY BLAIR POISED TO STEP BACK FROM MIDDLE EAST PEACE ENVOY ROLE)

TOTAL SÆTTER VÆRDIFULDT NORDSØ-FELT TIL SALG

Den franske oliegigant Total har sat en andel af et af Storbritanniens mest lovende gasfelter til salg, hvilket kunne blive det første af en række salg i Nordsøen. Feltet anses som et af selskabets fremmeste i dets portefølje, og beslutningen kommer på baggrund af de faldende olie- og gaspriser, der generelt har fået olieselskaber til at trække sig tilbage for at undgå satsninger i omkostningsfulde regioner. (TOTAL PUTS NORTH SEA GAS STAKE ON BLOCK)

WALL STREET JOURNAL ( WWW.WSJ.COM ):

SPÆNDT SITUATION MELLEM AIR FRANCE-KLM OG ANSATTE

Fagforeningen, der repræsenterer piloter og kabinepersonale i Air France-KLM, aflyste mandag et møde med ledelsen, der skulle omhandle selskabets fem-årsplan om at skære ned og booste konkurrencedygtigheden. Aflysningen er det seneste tegn på den spændte situation mellem selskabet og dets ansatte. (UNONS CALL OFF MEETING WITH AIR FRANCE-KLM)

ASIENS STØRSTE BØRSNOTERING I ÅR PÅ VEJ

Det kinesiske konglomerat Legend Holdings Corp, der har den største andel i computerfabrikanten Lenovo Group, planlægger at blive børsnoteret i hvad der kunne blive en af Asiens største noteringer i år. Angiveligt planlægger selskabet i de kommende uger at ansøge om godkendelse på børsen i Hongkong. Børsnoteringen forudses at kunne rejse op mod 3 mia. dollar. (LENOVO SHAREHOLDER LEGEND TO APPLY FOR US$3 BILLION HONG KONG IPO)

KINAS PLANER OM STRAMMERE IT-REGLER MØDER KRITIK

Amerikanske og europæiske handelsgrupper kritiserer den kinesiske regering for at fremsætte regler, der tvinger firmaer til at oplyse sensitive software- og krypteringsdata. De nye regler vil særligt ramme amerikanske teknologivirksomheder, der kan presses til at opgive det attraktive kinesiske marked, hvis ikke de imødekommer de ufordelagtige restriktioner. (STIFFER BANK-TECHNOLOGY RULES LOOM IN CHINA)

EUROENS FALD ER SOM EN GAVE FOR STORE HEDGEFONDE

Euroens seneste dyk kommer hedgefonde til gode, der på det seneste har være frustrerede over verdens centralbankers politik. En stor del multimilliard-fonde har tjent op mod 9 pct. på satsninger mod euroen, der altså har nydt godt af den europæiske centralbanks mål om at svække sin valuta. En hedgefond-leder kalder udviklingen 'en gave fra himlen'. (HEDGE FUNDS WIN AS EURO FALLS)

GUINNESS HITTER ÉN DAG OM ÅRET

Skt. Patricks Dag, den 17. marts, oplever den irske ølfabrikant Guinness et fire gange så stort salg som normalt. Særligt i USA fejres den irske nationaldag med Guinness-øl, hvor irske ølbrands ofte ser en fordobling af salget i marts. Dog har Guinness set sit salg falde alle andre måneder i USA og igangsætter nu en ny strategi for at få amerikanere til at drikke øl resten af året. Firmaet vil blandt andet sponsere en stor fodboldevent og lancere nye øltyper. (GUINNESS HOPES ITS LUCK LASTS LONGER THAN A DAY)

THE TELEGRAPH (WWW.TELEGRAPH.CO.UK)

BRITISKE FIRMAER HAR POSITIVE FORHÅBNINGER TRODS USIKKERHEDER

Britiske firmaer ser optimistisk og positivt på 2015 modsat en stor del af verden, der ikke forventer, at i år vil være bedre end 2014, viser ny undersøgelse. Det positive syn overrasker analytikere, da det britiske valg ses som skabende store usikkerheder, desuden forventes den britiske valuta at blive styrket. Britiske eksportører vil kunne udnytte, at de europæiske markeder er på vej frem, men de står overfor større risici på det globale marked. (UK FIRMS OPTIMISTIC ABOUT 2015 DESPITE JITTERS OVER GENERAL ELECTION AND STERLING)

BRITISK STARTUP KREERER VISUEL SØGEMASKINE

Den London-baserede startup Blippar udvikler en visuel browser, der skal gøre det muligt at søge på internettet visuelt ved at bruge kameraet fra en smartphone eller tablet. Søgemuligheden vil fungere på engelsk-sprogede bøger, filmplakater, album og dvd-covers og lanceres i april. Firmaet ønsker at udvidde funktionen til alt omkring os, så for eksempel også mad og dyr bliver 'blippable'. (BLIPPAR DEVELOPS 'VISUAL BROWSER FOR THE PHYSICAL WORLD')

DAGENS NÆRINGSLIV (WWW.DN.NO)

STATOIL STÅR OVER FOR MULIG STORHANDEL

Fredag kunne amerikanske aviser melde om, at Statoil planlægger at slå sig sammen med eller vil købe det Houston-baserede olie- og gasselskab EOG Resources for 50 mia. dollar, svarende til 353 mia. kr. Amerikanske analytikere ser det som naturligt, at Statoil ønsker aftalen for at ekspandere i USA og inden for skiferolie. Dog ser norske analytikere det som usandsynligt, da EOG vurderes som værende for stor for Statoil. (TROR IKKE PÅ STORHANDEL FOR STATOIL)

/ritzau/FINANS

Astrid Melchior Olesen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk