Mandagens obligationer: Lille rentefald efter jobrapportsoptur

Udgivet den 08-08-2022  |  kl. 17:02  |  

Investorerne fik mandag igen lyst til at eje obligationer og sendte dermed den effektive rente en smule lavere.

Renterne faldt lidt tilbage mandag efter fredagens solide renteoptur, der var drevet af en meget stærk amerikansk jobrapport.

Fredag steg renten på den toneangivende tiårige statsobligation med 13 basispoint.

Mandag endte renten i 1,18 pct. - 4 basispoint under lukkeniveauet fredag.

Fredag overraskede den amerikanske arbejdsmarkedsrapport for juli ved at vise en mere end dobbelt så stor jobvækst uden for landbruget som ventet, og samtidig var lønstigningerne større end ventet, mens arbejdsløsheden overraskende faldt.

Dermed er der så godt gang i økonomien i USA, at markedet forventer endnu en renteforhøjelse på 75 basispoint.

Mandag var der ikke de store nøgletal i kalenderen at forholde sig til for investorerne. Største højdepunkt var en statistik over den danske industriproduktion for juni, der viste en stigning på 1,1 pct. sammenlignet med maj.

Til gengæld venter der mere afgørende tal senere på ugen, hvor der præsenteres officielle inflationsdata fra USA.

Ifølge estimater fra Bloomberg News er forventningen en inflationstakt på 8,7 pct. i juli mod 9,1 pct. i juni.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯