Mandagens obligationer: Lille rentehop mens markedet holder øje med Mellemøsten

Udgivet den 16-10-2023  |  kl. 17:00  |  

Det danske obligationsmarked bød mandag på en mindre rentestigning, mens handlerne i mangel på væsentlige nøgletal holdt øje med den generelle stemning på de finansielle markeder.

Her fyldte primært krigen mellem Israel og Hamas, efter at weekendens forventede isrealske landoffensiv ind i Gaza blev udskudt. Fredag sendte det renterne gevaldigt ned, da investorerne søgte mod sikker havn af frygt for, at en invasion af Gaza kan trække flere aktører ind i konflikten.

Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation endte mandag i 3,06 pct., hvilket var 5 basispoint mere end fredag.

Morgentimerne bød på en opgørelse af de danske producentpriser i september. De faldt på årsbasis med 4,1 pct. Dermed er den nedadgående tendens aftaget, da faldet i august lød på 7,5 pct.

Dagens eneste nøgletal af betydning er aktivitetsindekset fra New York - Empire State-indekset - der blev offentliggjort klokken 14.30 dansk tid. Det viste, at erhvervstilliden i staten New York i oktober faldt til minus 4,6 fra 1,9 måneden før.

Det var dog et mindre fald end ventet, da der ifølge Bloomberg News var ventet et indeks på minus 6,0 blandt økonomerne.

.\\˙ MarketWire

Trine Vestergaard

Tags:  Bonds❯  Danmark❯  Market Close❯