Markedsoversigt: Aktiedyk og rekordlave renter

Udgivet den 20-07-2012  |  kl. 17:23  |  

Den underliggende nervøsitet i aktiemarkedet omkring gældskrisen kom op til overfladen fredag, hvor der samtidig blev hevet gevinst hjem i lommerne efter en stærk uge. Det sendte det danske aktiemarked på retur.

Samlet lukkede det toneangivende C20-indeks i et minus på 0,8 pct. i indeks 473,19, efter at handlerne fra mandagen morgen til torsdag aften sendte indekset op med 3,5 pct. fra indeks 461,10 til 477,04. Samlet blev det da også til et plus på 2,6 pct. på ugen.

- Generelt bliver der taget gevinst hjem, og vi kan se, at risikoaversionen har sat gang i en sektorrotation, hvor de cykliske aktier falder tilbage, siger aktierådgiver hos Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

Helt i bund endte Novozymes, der faldt 3,2 pct. til 153,70 kr. Tørken i USA sender produktionsomkostningerne ved bioethanol op og dermed produktionen ned.

Andre cykliske aktier, der blev solgt fra, var NKT, der tabte 2,5 pct. til kurs 192,90 og FLSmidth, der faldt 2,2 pct. til kurs 343,80.

A.P. Møller - Mærsks B-aktie faldt med 1,5 pct. til kurs 41.440 efter de seneste tal for spotraterne mellem Asien og Europa viste endnu et fald.

Carlsberg faldt 0,3 pct. til 481,30 kr. Bryggerimiljøet i Asien er sat i svingninger, efter at det hollandske storbryggeri Heineken nu begynder at reagere på Thai Beverages indtog i Fraser & Neave (F&N).

Finske Huhtamäki, der er blandt Europas største emballageproducenter, klarede sig bedre end ventet. Æggebakkeproducenten Hartmann steg 3,7 pct. til 112 kr.

Parken Sport & Entertainment steg med 2,3 pct. til kurs 67 - bl.a. efter rygter om, at Dame NDoye er solgt for omkring 50 mio. kr.

Angsten i obligationsmarkedet vendte tilbage fredag eftermiddag og sendte den 10-årige danske rente i bundrekord. Samtidig steg den spanske rente kraftigt og gik igen over 7 pct., der anses for at være smertegrænsen. Det blev udløst af deprimerende nyt fra Spanien samt en ulmende uro omkring gældskrisen i Europa.

Renten på den toneangivende 10-årige danske rente faldt med 6 basispoint til 0,94 pct. - det laveste niveau nogensinde. Den seneste bund i 0,95 pct. blev nået i begyndelsen af juni.

Den seneste prognose fra de spanske myndigheder, forudser et fald i den økonomiske vækst på 0,5 pct. i 2013. Det er 0,3 pct.point mere end hidtil antaget. Den indenlandske efterspørgsel ventes ligeledes at blive mindre. Estimatet lyder nu på et fald på 2,8 pct. næste år, hvor det hidtidige prognose lød på et fald på 1,7 pct. Og regionen Valencia synes på kanten af bankerot.

Den spanske 10-årige renten steg med 27 basispoint til 7,19 pct. Irland, Grækenland og Portugal har alle måttet modtage hjælp, når deres renter er steget til over 7 pct. Den italienske 10-årige rente steg med 15 basispunkter til 6,13 pct.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder