Massiv vækst og milliardomsætning i Lagkagehuset

Udgivet den 21-05-2019  |  kl. 08:00  |  

Lagkagehusets omsætning steg med 20 pct. i 2018, og bagerkæden har således rundet milliardmilepælen.

Det skriver Berlingske Business.

Bagerbutikkerne boomer, og det har netop været åbningerne af 13 nye danske butikker og fem nye butikker i England, som blandt andet har hævet Lagkagehusets vækst. Selskabets i forvejen eksisterende butikker har ligeledes set vækst i salget.

- 2018 har været et vildt år for os. Vi er vokset med 20 pct. i 2018 og gennemsnitligt 15 pct. de seneste fem år, så vi er meget tilfredse, siger Lagkagehusets topchef, Jesper Friis, til Berlingske Business.

Omsætning på det danske marked alene lå på 880,7 mio. kr. i 2018 mod 781 mio. kr. forrige år.

Driftsresultatet (EBITDA) lå på 22 mio. kr., mens der på bundlinjen var et signifikant underskud på 181,9 mio. kr. Det skyldes hovedsageligt store afskrivninger på goodwill efter ejerskiftet sammen med omfattende investeringer.

Topchefen forklarer, at det således ikke var "et likviditetsmæssigt underskud" og fastslår igen, at selskabet er meget tilfreds med udviklingen.

Jesper Friis forklarer yderligere, at han har en ambition om at vokse med 15 pct. hvert år, men ikke uden omtanke og fornuft.

- Vi har et princip om kvalitet frem for kvantitet, og vi er ret optaget af, at vi finder de rigtige butikker, og dem, vi finder, åbner vi, siger topchefen til Berlingske Business.

/ritzau/FINANS

Marie-Louise Hedmann Jensen

Seneste nyheder