McKinsey indgår milliardforlig i sag om rådgivning om opioider

Udgivet den 13-12-2024  |  kl. 17:26  |  

De amerikanske myndigheder har indgået forlig med konsulentvirksomheden McKinsey & Company i en sag, hvor virksomheden anklages for at have bidraget til opioidkrisen i USA.

Det skriver nyhedsmediet CNBC.

Som led i forliget skal McKinsey betale 650 millioner dollar. Det svarer til 4,6 milliarder kroner.

Sagen omhandler konsulentvirksomhedens rådgivning af Purdue Pharma, hvis smertemiddel Oxycontin anses for at være en af de helt store syndere bag opioidkrisen.

Konkret gav McKinsey den skandaleramte medicinalvirksomhed rådgivning i, hvordan salget af Oxycontin kunne øges.

Blandt andet vildledte Purdue amerikanerne ved at få Oxycontin til at fremstå som mindre vanedannende, end lægemidlet egentlig er.

I en udtalelse til CNBC fredag undskylder McKinsey for sin rolle.

- Vi burde have forstået den skade, opioider forårsagede i vores samfund. Vi burde ikke have påtaget os arbejde inden for salg og markedsføring for Purdue Pharma.

- Den frygtelige folkesundhedskrise og vores tidligere arbejde for opioidproducenter vil altid være noget, vi fortryder dybt, lyder det fra konsulentvirksomheden.

/ritzau/

Redaktion

Seneste nyheder