Mette Frederiksen opfordrer Johnson til brexit-forhandlinger

Udgivet den 07-10-2019  |  kl. 19:51  |  

Den danske statsminister, Mette Frederiksen, har mandag opfordret den britiske premierminister, Boris Johnson, til at forhandle videre med EU for at undgå, at Storbritannien forlader EU uden en aftale.

Den britiske premierminister har de seneste dage ringet rundt til europæiske stats- og regeringschefer for at om det videre forløb i forhandlingerne om det såkaldte brexit.

Mandag var det statsminister Mette Frederiksen, der havde Boris Johnson i røret til en snak om vejen frem, oplyser statsministeriet i en meddelelse til Ritzau.

- Danmark står til at blive hårdt ramt af et Brexit - især uden en aftale. Derfor er det i Danmarks klare interesse, at Storbritannien forlader EU på en god måde, og ikke med et hårdt Brexit.

- Fra dansk side er vi klar til at være både konstruktive, fleksible og pragmatiske for, at det skal lykkes. Jeg har derfor opfordret Johnson til videre forhandlinger, siger Mette Frederiksen i meddelelsen.

Også den svenske statsminister, Stefan Löfven, har mandag talt med Johnson. Til det svenske nyhedsbureau TT oplyser Löfvens pressesekretær, at det var en "konstruktiv samtale om brexit".

Søndag kunne det franske nyhedsbureau AFP referere fra Boris Johnsons samtale med den franske præsident, Emmanuel Macron.

Her havde Johnson advaret Macron mod at tro, at Storbritannien bliver i EU efter 31. oktober.

Ved en folkeafstemning i Storbritannien 23. juni 2016 stemte et flertal for at forlade EU. I marts året efter aktiverede landets regering EU's artikel 50, som sætter gang i to års proces mod et exit fra unionen.

I november sidste år nåede EU og Storbritanniens regering til en aftale om, hvordan de to parter skulle skilles og en erklæring om rammerne for det fremtidige forhold.

Det britiske parlament afviste dog aftalen. Og siden er situationen frosset fast. I første omgang blev Storbritanniens exit udskudt indtil 31. oktober.

Det britiske parlament har siden vedtaget lovgivning, der pålægger Boris Johnson at søge om endnu en udsættelse, hvis ikke en aftale er på plads inden da. Det har Johnson afvist.

EU-landenes ledere mødes til topmøde 17. og 18. oktober.

/ritzau/

Redaktion

Tags:  Danmark❯  Eurozonen❯  Storbritannien❯ 

Seneste nyheder