Mette Frederiksen ønsker endnu større militær oprustning i Europa

Udgivet den 09-07-2024  |  kl. 17:32  |  

Nato er i en bedre tilstand end før krigen i Ukraine. Men der er brug for, at europæerne gør endnu mere for eget forsvar, og for at Nato-landene hjælper Ukraine mere.

Det siger statsminister Mette Frederiksen (S) i en samtale hos tænketanken Council on Foreign Relations i Washington. Den kommer forud for Nato-topmødet i samme by.

- Nato er større og stærkere med to nye lande i alliancen (Sverige og Finland, red.). Det vi har formået i mere end to års krig i Ukraine var uventet. Rusland har undervurderet os, undervurderet USA og Europa.

- Vi har et stærkere Nato end i mange år, og mange Nato-lande inklusiv Danmark, bruger mere på forsvar, siger Mette Frederiksen.

Den danske statsminister gør det dog samtidig klart, at der er brug for meget mere. Både i form af oprustning for at forsvare de europæiske Nato-lande og i form af luftforsvar og andet militært udstyr.

- Jeg er ikke sikker på, at to procent er nok, siger Mette Frederiksen.

Den danske statsminister sætter dermed spørgsmålstegn ved, om Natos nuværende målsætning er nok. Den fastslår, at Nato-landene skal bruge to procent af deres bruttonationalprodukt (bnp) på forsvar.

Det har et flertal i Folketinget prioriteret, så Danmark nu er på 2,37 procent af bruttonationalproduktet. Men Europa skal gå videre, mener Mette Frederiksen.

- Det må have været mærkeligt, for USA at se på os europæere. I reddede os i Anden Verdenskrig og fortsatte derefter med at bruge mange penge på forsvar efter krigen.

- Det gjorde europæiske lande ikke. I bør kunne forvente af os, at vi som rige lande vil bruge nok på den fælles sikkerhed.

- Vi er et bedre sted nu, men Europa skal gøre mere. Meget mere, siger Mette Frederiksen.

Dermed berører hun igen den diskussion om at bringe ofre i lyset af den sikkerhedsmæssige situation, som har ført til hjemlig kritik.

- Danskerne har været meget fokuserede og meget trofaste i deres støtte til Ukraine. Opbakningen er en af de højeste i verden.

- Det gør det meget lettere at være en aktiv statsminister i det her spørgsmål. Men uanset hvad, så ville jeg gøre det samme alligevel, siger Mette Frederiksen.

Hun peger dermed på, at lederne af Nato-landene bør erkende situationen og gøre mere for eget forsvar og for Ukraine.

- Vi kan ikke beskytte Nato, hvis ikke man er villig til at gøre, hvad der er brug for i forhold til krigen. Og så må man samtidig forsøge at overbevise folk om, at det er nødvendigt, siger Mette Frederiksen.

Det har dog vist sig at være en udfordring i Danmark. Her har Mette Frederiksen fået kritik for at åbne for, at danskerne bør arbejde mere.

I samtalen i Washington erkender statsministeren, at det er nødvendig at træffe et valg. Hvis man vil bruge mere på forsvar, så er der mindre til eksempelvis velfærd:

- Det er rigtigt, at der vil være mindre til andre områder, hvis vi går videre i forhold til at opruste. Vi har startet den diskussion. Men den er ikke færdig, siger Mette Frederiksen.

Ligesom i klima-debatten understreger Mette Frederiksen, at det skal ske uden at ramme dem med de mindste rådighedsbeløb.

- Som socialdemokrat vil jeg være meget hård omkring at beskytte den sociale balance. Vi skal tage vare på vores egne, mens vi forsøger at vinde krigen, siger Mette Frederiksen.

/ritzau/

Redaktion