Mexicos centralbank sænker atter renten

Udgivet den 19-12-2019  |  kl. 20:22  |  

Den mexicanske centralbank, Banco de México, eller bare Banxico, har torsdag atter sænket sin toneangivende dag-til-dag rente. Nedsættelsen er på 0,25 pct.point fra 7,50 til 7,25 pct.

Det skriver Bloomberg News.

Rentebevægelsen var ikke nogen overraskelse, da 22 ud af 23 adspurgte økonomer havde set den komme.

Banxicos styreråd var dog ikke helt enig om beslutningen, som blev gennemført med stemmerne fire mod en. De seneste to rentemøder har banken også sænket renten med 25 basispoint, men ved begge lejligheder ønskede to af de stemmeberettigede at sænke med det dobbelte.

Centralbanken peger i sin begrundelse for rentesænkningen på, at inflationen formentlig ikke vil nå Banxicos mål på 3 pct. i 2019, ligesom den mexicanske økonomi er udfordret af negativ vækst i både andet og tredje kvartal på henholdsvis 0,8 og 0,3 pct. på årsbasis.

Ved udgangen af 2018 var renten i Mexico på 8,25 pct. Siden da er renten sænket fire gange med 25 punkter hver gang.

/ritzau/FINANS

Sten Blindkilde

Tags:  macro❯ 

Seneste nyheder