Micron i vejret - AI-efterspørgsel sikrer opmuntrende prognose

Udgivet den 26-09-2024  |  kl. 06:35  |  

Aktien i Micron Technology bragede op i onsdagens eftermarked med 14,8 pct., da regnskabet for fjerde kvartal var bedre end ventet, og da chip-producentens forventninger til både salg og indtjening i det igangværende første kvartal trumfer analytikerne på Wall Streets forventninger.

Micron, som især gør sig inden for hukommelseschips, spår et salg i første kvartal på 8,5-8,9 mia. dollar, mens konsensus ifølge Bloomberg News blot lyder på 8,32 mia. dollar.

Bruttomarginen, justeret, ses samtidig lande i intervallet 38,5-40,5 pct. og den justerede indtjening per aktie i 1,66-1,82 dollar, og begge meldinger overgår ligeledes buddene blandt analytikerne på henholdsvis en bruttomargin på 37,6 pct. og et overskud per aktie på 1,52 dollar.

Det er blandt andet efterspørgslen på hukommelse med høj båndbredde, som især anvendes i datacentre, der driver kunstig intelligens, som løfter Micron, der har kunnet hæve sine priser med udsolgt kapacitet i både 2024 og 2025.

Koncernen oplevede samtidig i sit fjerde kvartal en nær fordobling af omsætningen med en stigning på 93 pct. til 7,75 mia. dollar mod ventede 7,66 mia. dollar, mens det justerede overskud per aktie blev på 1,18 dollar, sammenlignet med et underskud på 1,07 dollar et år tidligere, og mod et konsensusestimat på positive 1,12 dollar, ifølge Bloomberg News.

- Micron leverede en årlig omsætningsvækst på 93 pct. i regnskabsårets fjerde kvartal, da robust AI-efterspørgsel drev en stærk vækst af vores datacenter-DRAM-produkter og vores brancheførende høj-båndbredde-hukommelse, udtaler Sanjay Mehrotra, topchef i Micron Technology, i regnskabet.

- Vi går ind i regnskabsåret 2024/25 med den bedste konkurrencemæssige position i Microns historie. Vi forudser rekordomsætning i regnskabsårets første kvartal og en betydelig omsætningsrekord med markant forbedret rentabilitet i regnskabsåret 2024/25.

Det justerede nettoresultat blev på 1,34 mia. dollar mod et bud på Wall Street på 1,25 mia. dollar. Driftsresultatet, målt på justeret EBITDA, landede samtidig på 3,73 mia. dollar. Her var ventet 3,57 mia. dollar.

.\\˙ MarketWire

Flemming Kruhøffer

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder