Modforanstaltninger mod misbrug af Dankort

Udgivet den 05-05-1999  |  kl. 08:43  |  

København--5. maj--NetPosten--Det er nu besluttet hurtigst muligt at udskifte alle de Dankort og internationale kreditkort, der har været brugt i de to benzinautomater, hvor man mistænker, at afluring af magnetstribe og PIN-kode er foregået.

Det drejer sig om betalingskort brugt i de pågældende benzinautomater i den periode, hvor afluringen er foregået. Politiet efterforsker fortsat sagen, men vi ved endnu ikke præcist, hvordan afluringen er foregået.

Det skal kraftigt understreges, at udskiftningen alene sker som en sikkerhedsforanstaltning, der skal imødegå et muligt fremtidigt misbrug. Det er vigtigt at understrege, at de kort, som nu udskiftes, ikke er blandt de allerede misbrugte kort. I alt drejer det sig om cirka 9.000 kort, langt hovedparten er Dankort

For fremover at sikre pengeautomaterne mod afluring mødes repræsentanter for pengeinstitutterne, PBS og NCR i næste uge for at drøfte nogle tekniske løsninger, der hurtigt kan gennemføres.

Derudover vil der løbende være drøftelser af andre foranstaltninger, som på lidt længere sigt kan indføres for at forbedre sikkerheden yderligere.

Udover de nævnte tiltag vil PBS, pengeinstitutterne og benzinselskaberne fortsat have en skærpet overvågning af betalingssystemerne m.m.

Udgivet af: NPinvestordk