Mols-Linien H1: Fortsat i stomfuldt vand og nedjusterer - NY

Udgivet den 22-08-2013  |  kl. 17:07  |  

Rederiet Mols-Linien sejler fortsat i stormfuldt farvand trods højere omsætning og i kraft af højere omkostninger og underskud og på toppen en nedjustering af forventningerne til hele året. Markedet straffede da også aktien med et markant kursfald på 21 pct. til det laveste niveau siden medio maj i år - 25 kr.

I første halvår blev omsætningen 234,3 mio. kr. mod 216,5 mio. kr. i samme periode året før.

- Der er i 1. halvår 2013 sejlet 302 færre afgange med hurtigfærgerne i forhold til 1. halvår 2012, hvorfor såvel trafikomsætningen som cateringomsætningen pr. afgang har været større, oplyser rederiet.

Omkostningerne steg til 249,2 mio. kr. fra 241,7 mio. kr. i første halvår sidste år.

Stigningen på 7,5 mio. kr. forklares primært som følge af ændring af tonnage samt indsættelse af KatExpress 2. Omkostningerne indeholder gevinst ved salg af havneanlæg m.v. Omkostninger til indkøb af brændstof til rederiets færger faldt med 6,0 mio. kr. 2013 i sammenligning med 1. halvår 2012.

Personaleomkostningerne steg også som følge af ændring af ny tonnage.

Resultatet af hurtigfærge-aktiviteterne var i første halvår 2013 et underskud på 32,0 mio. kr. mod et underskud på 36,9 mio. kr. i første halvår 2012.

Egenkapitalen er ved udgangen juni opgjort til 45,4 mio. kr. hvilket fortsat er under 50 pct. af selskabets aktiekapital, og den skal derfor retableres.

På selskabets generalforsamling i år redegjorde selskabets bestyrelse for selskabets økonomiske stilling samt forventninger til, hvorledes egenkapitalen forventes reetableret. Det er fortsat bestyrelsens vurdering, at rederiets egenkapital bliver reetableret via positive driftsresultater.

Mols-Linien sænker forventningerne til hele 2013, så der nu ventes et underskud i niveauet 20 mio. kr. mod et tidligere ventet et positivt resultat efter skat. Årsagen er et mindre end ventet antal overførte biler.

De tidligere forventninger var baseret på forudsætninger om, at det totale marked for personbiler mellem Øst- og Vestdanmark i 2013 ville være på samme niveau som i 2012, og at der efter indsætning af KatExpress 2 primo maj 2013 ville blive overført 1,1 mio. biler i 2013 med Mols-Linien A/S.

Mols-Linien forklarer, at rederiet på trods af en betydelig fremgang i trafiktallet i forhold til den samlede trafikmængde mellem Øst- og Vestdanmark endnu ikke har opnået så mange overførte biler, som forventet efter indsættelsen af KatExpress 2. Derfor kalkulerer rederiet nu med et underskud på ca. 20 mio. kr.

Tal for regnskabet for første halvår 2013 fra Mols-Linien:

#

Mio. kr. H1 2013 H1 2012 FY 2012

-------------------------------------

Omsætning 234,3 216,5 464,7

EBIT -14,9 -31,1 -60,6

Nettoresultat -32,0 -37,6 -88,5

Egenkapital 45,4 133,1 82,3

-------------------------------------

#

Forventninger til 2013:

#

Mio. kr. Efter H12013 Før H1 2013

---------------------------------------------

Nettoresultat underskud på ca. 20 Positivt

mio. kr.

---------------------------------------------

#

/ritzau/FINANS

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder