Når det er krise uden at være energikrise
Mange analytikere påpeger, at vi i den nuværende krise til sammenligning med mange andre kriser i det mindste ikke lider under høje oliepriser altså energikrise. Dette stiller den økonomiske situation lige nu uden for historisk sammenligning, og samtidig øger det usikkerheden omkring, hvad der så vil ske, når det kun er boligboblen, der står som krisens syndebuk.
For et halvt år siden solgte man sine aktier, fordi det simpelthen var for usikkert at eje aktier, når der både var boligkrise og energikrise. Senere skulle det vise sig, at den ene krise åd den anden, da den såkaldte økonomiske krise manede om faldende forbrug og fik enhver råvarespekulant til at skære voldsomt ned på sine positioner i bl.a. råolie.
Olieprisen faldt mod jorden som et tordenlyn, og snart var ord som energikrise forsvundet fra overskrifterne.
Samtidig har USA-troppernes tilstedeværelse i olieproducerende lande bl.a. været med til at sætte en dæmper for usikkerheden om eskaleringer i områder, hvor verdens vigtige olieforsyninger kommer fra.
Sammenlignet med andre historiske kriser er det ikke den dyre olie, men derimod den uheldige kobling af høje kreditter, faldende friværdier og frygt for at miste jobbet, der lige nu nager forbrugeren.
Udsigterne til, at forbrugeren får en ny runde med høje energipriser, er ifølge råvareanalytiker Jacob Vinding fra Jyske Bank ikke så sandsynligt.
- Råolielagrene stiger globalt set kraftigt. Problemer med forsyningen er der ikke så meget fokus på mere. Der er et godt overskud af olie og god tilgængelighed. Så det betyder faktisk ikke så meget, som det før har gjort, hvis et par oprørere sprænger en olieforsyningsledning i luften i f.eks. Nigeria. Forsyningen er god, så det betyder altså ikke så meget, om der mangler et par hundrede tønder her og der, hvor der for bare et halvt år siden ikke var andre steder at hente den, siger Jacob Vinding fra Jyske Bank til NetPosten.dk
Men hvad så i en fjern fremtid, når de olieproducerende lande ikke længere bliver beskyttet af USA-tropperne? Vil det øge usikkerheden på oliemarkedet?
- USA har allerede udmeldt, at de ville tage tropperne hjem. Jeg tror, at hjemtrækningen af tropperne vil have en meget kortvarig effekt. Men efterfølgende scenarier som, at der skulle opstå en øget anti-USA ustabilitet, kan godt få nogle konsekvenser. Som det ser ud nu, ser jeg ikke nogen eskalation i de olieproducerende lande, siger Jacob Vinding.
Seneste tegn på spændinger i Mellemøsten kom, da det atombevæbnede Pakistan indførte Sharia-lovgivning i Swat-provinsen i landets nordlige del for at pacificere Taleban-bevægelsen. Verden har måske større trusler at se til lige nu. Men det er ikke desto mindre et ubetryggende scenarie for oliemarkederne, at olielandenes naboer gradvist falder i hænderne på religiøse magter.
Af Frederik Ploug Søgaard
Mest læste lige nu
Seneste nyheder
- 1 af 1178
- næste ›