Nabotjek: Sådan har corona påvirket boligmarkedet i Norge og Sverige

Udgivet den 21-06-2020  |  kl. 06:00  |  

Selvom Danmark, Norge og Sverige har haft forskellige tilgange til at mindste smitten af coronavirus, har krisen sat sine spor på alle tre landes boligmarkeder. Foto: Boligsiden

Forudsigelserne for udviklingen på boligmarkedet var dystre efter den umiddelbare nedlukning af Danmark. Men foreløbig er det heldigvis ikke gået så slemt, som man kunne have frygtet ved krisens begyndelse.

Situationen taget i betragtning nærmer boligmarkedet herhjemme sig næsten normale tilstande. Og i en tid, hvor der har været talt så meget om grænser, har Boligsiden rakt ind over disse og kastet et tilbageblik på boligmarkedets udvikling under coronakrisen i vores nabolande.

Danmark, Norge og Sverige har som bekendt valgt forskellige strategier i forsøget på at tæmme den verdensomspændende coronapandemi. Men det til trods har ingen af de tre lande undgået en påvirkning af boligmarkedet.

Danmark og Norge følges ad

Boligsiden har sammenholdt egne tal med tal fra Eiendomsverdi i Norge og Hemnet/Svensk Mäcklerstatistik i Sverige. Og overordnet set kan det konstateres, at Norge og Danmark er fulgtes ad i coronaforløbet, imens Sverige skiller sig lidt ud.

Både Danmark og Norge valgte den restriktive tilgang og lukkede store dele af samfundet ned i kølvandet på corona. I Danmark resulterede det i et brat fald i antallet af nye boliger til salg kort efter nedlukningen. Det samme skete i Norge - dog med nogle ugers forsinkelse.

(Graferne viser udviklingen i antallet af nye boliger til salg fordelt på ugenumre i de tre lande. Der er tale om andele, således, at de 100% svarer til gennemsnitsniveauet for antal nye til salg i samme uge i årene 2015-2019. Når grafen ligger under de 100 procent, er der dermed tale om, at niveauet ligger lavere end gennemsnittet i tidligere år. Og omvendt er niveauet højere end gennemsnittet, når grafen ligger over de i 100 procent. Kilde: Boligsiden, Eiendomsverdi og Hemnet/Svensk Mäcklerstatistikk.)

"I Danmark så vi effekten med det samme. Allerede i uge 11 lå antallet af nye boliger til salg 8 procent under gennemsnittet for samme uge i tidligere år, og ugen efter var niveauet hele 32 procent lavere end gennemsnitsniveauet. Sælgerne lagde med andre ord hurtigt salgsplanerne i skuffen for at se tiden an," siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden og tilføjer:

"Norge lukkede ned en dag efter Danmark, men her skete faldet i nye boliger til salg først for alvor i uge 16 - fire uger senere end i Danmark. Men tendensen er den samme. Sælgerne i Norge tøvede også i høj grad, og da nyudbuddet var lavest, lå det hele 39 procent under gennemsnittet for samme uge i tidligere år. I det hele taget lader Norge og Danmark til at følges meget ad i udviklingen på boligmarkedet under coronakrisen," siger Birgit Daetz.

Sverige følger trop trods åbent samfund

Retter vi i stedet blikket mod Sverige, der valgte en anden og noget mindre restriktiv strategi, er billedet næsten identisk. Trods et åbent samfund, hvor borgerne på mange måder har kunnet bevæge sig og handle frit, tøvede sælgerne også i Sverige. Endda stort set samtidig med Norge.

"Det er bemærkelsesværdigt, at selvom Sverige har håndteret corona helt anderledes og ikke har lukket landet ned på samme måde som i Danmark og Norge, faldt antallet af nye boliger til salg også en del fra uge 16 i Sverige. Men alle tre lande har siden oplevet, at sælgerne i stigende grad er vent tilbage til markedet," forklarer Birgit Daetz.

Boligsalget stiger i Danmark og Norge

Kigger vi omvendt på salget, er der igen en tendens til, at Danmark og Norge følges ad, imens Sverige synes at opleve en forsinket effekt.

(Graferne viser udviklingen i salget af boliger i de tre lande. Der er tale om andele, således, at de 100% svarer til gennemsnitsniveauet for antal solgte i samme uge i årene 2015-2019. Når grafen ligger under de 100 procent er der dermed tale om, at salget ligger lavere end gennemsnittet i tidligere år. Og omvendt er niveauet højere end gennemsnittet, når grafen ligger over de i 100 procent. Kilde: Boligsiden, Eiendomsverdi og Hemnet/Svensk Mäcklerstatistikk.)

"Både Danmark og Norge oplevede en nedgang i boligsalget lige efter nedlukningen i uge 11. Det var en helt naturlig reaktion på den uvished, som både køberne stod i på det tidspunkt, ligesom det selvfølgelig også er et resultat af, at selve adgangen til fremvisning af boliger i første omgang blev mere begrænset," siger Birgit Daetz og tilføjer:

"Sverige oplevede omvendt en stigning i salget til at begynde med, hvorefter boligsalget er faldet frem mod uge 16, hvor det laveste antal solgte boliger blev registreret. Men imens Danmark og Norge er tæt på at være tilbage ved et normalt niveau for handelsaktiviteten, halter det lidt mere bagefter i Sverige, hvor man har sværere ved at nå tilbage til samme niveau som før corona," siger Birgit Daetz.

Ingen af de tre nordiske lande har altså undgået en påvirkning af boligmarkedet under coronakrisen trods forskellige strategier.

Udgivet af: Boligsiden

Tags:  Bolig❯ 

Relaterede nyheder