Netcompany sænkes til "hold" af Jyske Bank: Ser ikke 2025-prognose som en trigger

Udgivet den 17-01-2025  |  kl. 08:49  |  
Arkiv: Foto

Netcompany får sænket sin anbefaling til "hold" fra "køb" af Jyske Bank, der ikke ser prognosen for 2025 som en kurstrigger for aktien på regnskabsdagen.

Forud for regnskabet for fjerde kvartal, der ventes 28. januar klokken 7.30, fastholdes kursmålet på 375 kr., fremgår det af et analysenotat fra Jyske Bank.

Jyske Bank venter, at it-selskabet med afsæt i det fine vækstmomentum fra tredje kvartal vil levere et mindst lige så stærkt fjerde kvartal med en valutajusteret vækst på 10,8 pct.

På segmentbasis ventes vækstdriverne ligesom i tredje kvartal at være Dammark og Netcompany-Intrasoft, der ses levere en vækst omkring 10 pct., drevet af blandt andet kontaktnomineringer i Intrasoft og en tilbagevenden til aktivitet i det danske privatsegment.

Fremgangen på toplinjen bør sammen med et højere niveau af licensindtægter ifølge Jyske Bank sørge for en forbedring af driftsmarginen. Her spår Jyske Bank, at Netcompany i det sidste kvartal af 2024 vil levere en EBITDA-margin på 19,5 pct.

Prognosen for 2025 ses ifølge senioranalytiker Anders Haulund Vollesen som lidt af en gordisk knude for Netcompany.

Jyske Bank pointerer, at det vil kræve et ekstraordinært stærkt 2026 med en vækst på 15 pct. at nå 2026-målsætningen om en omsætning på over 8,5 mia. kr.., hvis it-selskabet i 2025 kun når Jyske Banks estimat på 11,1 pct.

Netcompany har ikke leveret en vækst på over 15 pct. siden opkøbet af Intrasoft.

Jyske Bank venter, at Netcompanys 2025-prognoseudspil vil lyde på en vækst i indtægterne på 9-12 pct. og en EBITDA-margin på 17-20 pct.

- Dermed forventer vi ikke, at guidance bliver en "trigger" for aktien på regnskabsdagen, og vi ser også en vis risiko for, at 2025 kan blive endnu et back-end loadet år, hvor de væsentligste ramp-ups sker i andet halvår 2025, skriver Jyske Bank.

Netcompany-aktien lukkede torsdag med en stigning på 3,3 pct. i 343,40 kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Downgrade❯  Research❯  Shares❯