NeuroSearch ansætter konstitueret medicinsk direktør

Udgivet den 01-12-2010  |  kl. 11:07  |  

NeuroSearch har ansat Dr. Karin Garre som medicinsk direktør for perioden 1. december 2010 til 31. august 2011. Karin Garre vil under sin ansættelse indgå som medlem af direktionen i NeuroSearch og have det overordnede ansvar for selskabets portefølje af kliniske udviklingsprogrammer.

Karin Garre er uddannet læge og kommer senest fra en stilling som Chief Operating Officer hos Azanta. Karin Garre har mere end 20 års erfaring fra en række ledende stillinger i internationale medicinal- og biotekvirksomheder såsom Genmab, Nycomed Group, Novo Nordisk, Organon og Astra. Herunder har hun haft ansvar for et bredt spektrum af funktioner inden for især klinisk lægemiddeludvikling, forretningsudvikling og generel ledelse.

Adm. direktør i NeuroSearch, Patrik Dahlen udtaler:

- Vi er meget glade for ansættelsen af Karin Garre, der giver os en kompetent topleder til vores kliniske organisation og dermed den fornødne ro til at finde den helt rigtige løsning på længere sigt. Karin Garre har bred erfaring fra en række lignende stillinger, og det er vores overbevisning, at hun har den rette profil til at kunne yde et væsentligt bidrag til ledelsen i NeuroSearch.

Udgivet af: NPinvestordk