NeuroSearch udvider strategisk alliance med GlaxoSmithKline
NeuroSearch og GlaxoSmithKline (GSK) har aftalt at udvide omfanget af den nuværende 5-årige strategiske alliance inden for forskning og udvikling af nye lægemidler rettet mod ionkanaler samt sygdomme i centralnervesystemet (CNS).
Hovedpunkterne i udvidelsen er følgende:
1. En ændring i fordelingen af arbejde, risiko og indtjening mellem de to selskaber.
2. Fuld udnyttelse af NeuroSearchs ionkanal-platform hvilket omfatter sygdomsindikationer også uden for CNS.
3. En ny aktieoptions-aftale, der giver NeuroSearch mulighed for at sælge NeuroSearch aktier til GSK for et samlet beløb på op til EUR 30 mio. (ca. 223 mio. kr.).
- Vores organisation understøtter fuldt den måde, hvorpå GSK har organiseret sine eksterne samarbejder under CEEDD-strukturen. Den nye samarbejdsform går fint i spænd med både NeuroSearchs vækstambitioner og vores målsætning om at søge lovende produktmuligheder uden for CNS-området. Vi er endvidere meget tilfredse med GSKs fortsat stærke finansielle engagement, som væsentligt forbedrer vores strategiske og finansielle råderum, udtaler Flemming Pedersen, adm. direktør i NeuroSearch.
Udvidelsen af alliancen med GSK ændrer ikke forventningerne til hverken regnskabsmæssigt resultat i 2006 eller likviditetsberedskab.
Ændring i fordelingen af arbejde, risiko og indtjening:
NeuroSearch vil fremover have ansvaret for at tage lægemiddelkandidater fra forskning til udvikling samt for den tidlige kliniske udvikling frem til afslutning af kliniske fase IIa effekt-studier (Proof-of-Concept). GSK vil have ansvaret for den sene kliniske udvikling samt for produktion og markedsføring. NeuroSearch og GSK vil som hidtil samarbejde inden for sådanne programmer, og GSK vil yde milepælsbetalinger til NeuroSearch fra indledningen af kliniske fase I studier, hvilket sikrer tidlig finansiering fra GSK samt et større indtjeningsmæssigt potentiale til NeuroSearch. For produkter, hvor NeuroSearch succesfuldt gennemfører udviklingen til og med klinisk fase IIa, vil NeuroSearch modtage EUR 109 mio. (812 mio. kr.) i udviklingsmilepæle samt attraktive tocifrede royalty-procenter af GSKs nettosalg. Alle øvrige finansielle betingelser under den udvidede alliance forbliver uændrede i forhold til den oprindelige aftale.
Fuld udnyttelse af NeuroSearchs ionkanal-platform:
Alliancen mellem NeuroSearch og GSK er nu organiseret under GSKs forretningsenhed for eksterne forsknings- og udviklingsaktiviteter (CEEDD, Center of Excellence of External Drug Discovery). Denne organisering medfører, at lægemiddelprogrammer fra NeuroSearchs forskning og udvikling gøres tilgængelige for alle GSKs terapeutiske forretningsområder; både inden og uden for CNS området. Derved opnås under alliancen udnyttelse af det fulde potentiale i NeuroSearchs unikke ionkanal-platform
En ny aktieoptions-aftale:
Som led i allianceudvidelsen får NeuroSearch mulighed for at sælge yderligere ordinære NeuroSearch-aktier til GSK til markedskurs for et samlet beløb på op til EUR 30 mio. (ca. 223 mio. kr.) i forbindelse med opstart af seks udviklingsprogrammer (ansøgning om tilladelse til at indlede kliniske forsøg).