Nilfisk-konkurrent leverer opløftende regnskab - NY

Udgivet den 04-05-2021  |  kl. 15:35  |  
Arkiv: Foto

Nilfisks store amerikanske konkurrent, Tennant, har leveret et bedre regnskab end ventet for første kvartal, og investorerne sender efterfølgende aktien op med 3 pct. til 82,43 dollar fra børsåbningen.

Tennants salg er i første kvartal steget med 4,4 pct. til 263,3 mio. dollar. Det er over konsensus indsamlet af Bloomberg News på 245,3 mio. dollar.

Den justerede indtjening per aktie er mere end fordoblet til 1,17 dollar fra 0,57 dollar, hvor gennemsnittet af to estimater lød på 0,64 dollar.

- Tennants stærke resultater i første kvartal overgik vores forventninger, takket være en stigende efterspørgsel og vores tiltag inden for styring af omkostninger og pengestrømme, siger koncernchef Dave Huml.

Samtidig opjusteres forventningerne. Tennant venter nu et justeret resultat per aktie på 4,10-4,50 dollar mod tidligere 3,50-3,95 dollar.

Forventningerne til salget i 2021 lyder på 1,09-1,11 mia. dollar, hvilket svarer til en organisk vækst på 9 til 11 pct. Her lød den tidligere prognose på et salg på 1,05-1,08 mia. dollar.

Den justerede EBITDA-indtjening ventes at lande i intervallet 140-150 mio. dollar mod tidligere 130-140 mio. dollar.

/ritzau/FINANS

Jakob Due Jakobsen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder