NKT har premiere på online overvågning af offshorerør

Udgivet den 01-10-2004  |  kl. 14:42  |  

Efter en omfattende produktudviklingsproces har NKT Flexibles fundet frem til en teknologisk løsning på, hvordan man kan måle både temperaturen og stresspåvirkningen i et stålarmeret offshore rør.

Der er tale om en banebrydende løsning baseret på den optiske fiberteknologi, som nu er resulteret i et avanceret monitorerings-system. Systemet vil have stor værdi i forbindelse med drift og vedligeholdelse af de offshore rør, som olieselskaberne benytter ved olie-/gasudvinding.

Det nye optiske monitoreringssystem får verdenspremiere i forbindelse med en leverance til Statoil på fleksible rør, der skal indgå i en udbygning af Norne FPSO (Floating Production, Storage and Offloading) - der er et flydende produktionsanlæg i den norske del af Nordsøen. Leverancen inkluderer et stressmålingssystem.

- Det er overordentligt interessant at kortlægge den stresspåvirkning, som røret bliver udsat for, når det reagerer på vandets kræfter - dvs. når det bøjer og strækker sig - fordi man på basis heraf kan beregne restlevetiden for et sådant stålarmeret offshore rør, siger administrerende direktør i NKT Flexibles, Michael C. Hjorth. Hermed vil man i god tid kunne planlægge renovering af rørforbindelsen.

- Ligeledes er det interessant at kende temperaturen på den olie, der løber i et rør, som befinder sig under havets overflade, fordi temperaturen har betydning for, om der er et kontinuerligt flow af olie igennem røret, fortæller Michael C. Hjorth. Hvis temperaturen bliver for lav kan man gribe regulerende ind, før anlægget får problemer

NKT Flexibles har i nogen tid været klar med det nye optisk baserede monitoreringssystem, som er blevet testet og kvalificeret til stressmålinger. Det er forventningen, at den langt mindre komplicerede temperaturmåling ikke behøver særskilt blåstempling.

- Når man betænker, hvor væsentligt det er for olie-/gas-udvindingsprocessen, at rørledningerne til enhver tid fungerer 100% pålideligt, er vores nye monitoreringssystem et værdifuldt værktøj i det risikoforebyggende arbejde, siger Michael C. Hjorth.

Det er en ca. 800 m lang dynamisk rørforbindelse, der skal installeres i sommeren 2005 på Norne satellitten. Hermed bliver Statoil det første olieselskab i verden, der har valgt at gøre brug af det banebrydende system.

Med optiske fibre indlagt i rørets armering, en laser, som sender lys igennem fiberen, og en elektronisk enhed, der kan behandle signalerne fra fiberen, kan man måle, om oliens temperatur er høj nok til at sikre et kontinuerligt flow igennem røret, og man kan med stor præcision beregne rørets restlevetid.

- Der findes i dag ingen andre systemer på markedet, der på kontinuerlig basis kan overvåge så væsentlige produktions-tekniske problemstillinger, som temperatur- og levetids-
forholdene repræsenterer. For vores kunder er der således tale om et værktøj, som på pålidelig vis kan forebygge ubehagelige konsekvenser af uventede driftsstop, siger Michael C. Hjorth.

Udgivet af: NPinvestordk

Seneste nyheder