NKT indgår rammeaftale om strømkabler til sjællandske netopgraderinger

Udgivet den 10-09-2024  |  kl. 09:20  |  
Arkiv: Foto

NKT er blevet valgt som nøgleleverandør under en rammeaftale om lav- og mellemspændingskabler til netopgraderingsprojekter på Sjælland.

Udbuddet blev gennemført af Nexel på vegne af Cerius-Radius, som driver elnettet i Østdanmark på Sjælland.

Rammeaftalen løber i fem år med mulighed for forlængelse i yderligere tre år og dækker op til 4000 km elkabler på tværs af lav- og mellemspændingsniveauer, skriver NKT i en pressemeddelelse.

Størstedelen af kablerne vil blive produceret lokalt på NKT's fabrik i Asnæs. Fabrikken udvides i de kommende år som en del af NKT's annoncerede investeringer på tværs af sine mellemspændingsanlæg. Første levering begynder i slutningen af september 2024.

- Som dansk virksomhed er vi altid ekstra stolte af at sælge strømkabler, der vil understøtte vores hjemmemarked. Med vores fabrik i Asnæs klar til at levere størstedelen af kablerne i rammeaftalen vil transportomkostninger og CO2-emissioner være begrænsede, siger Carlos Fernandez, direktør for forretningsområdet Applications, der omfatter lav- og mellemspændingskabler i NKT.

NKT ser en stigende efterspørgsel efter at sikre langsigtet forsyning af mellemspændingskabler i hele Europa.

- Derfor fortsætter vi med at investere betydeligt på tværs af vores lokationer for at kunne øge kapaciteten og imødekomme den stigende efterspørgsel fra vores kunder, tilføjer Carlos Fernandez.

Nexel leverer drifts- og anlægstjenester til Cerius-Radius' elnet.

.\\˙ MarketWire

Flemming Thestrup Andersen

Tags:  Shares❯