Nokia fortsætter optur efter løftede anbefalinger

Udgivet den 11-01-2013  |  kl. 09:43  |  

Nokia-akiten stiger fredag formiddag 3,8 pct. til 3,45 euro efter torsdagens stigning på 10,8 pct. i kølvandet af den første opjustering siden 2005. Fredag har svenske SEB Enskilda hævet sin anbefaling på Nokia-aktien til køb fra hold, og franske Societe Generale løfter sin anbefaling til køb fra sælg.

Nordea hæver sit kursmål til 4,0 euro fra 3,5 euro, og skriver i sin morgenkommentar, at det både er mobiltelefoner såvel som netværk, der går bedre end ventet. Finanshuset pointerer, at den største opjustering ligger inden for Netværk, som havde en markant bedre lønsomhed end ventet, og en vending her har stort potentiale, idet netværksdivisionen ikke har bidraget til overskuddet i årevis. Mobiltelefoner går ifølge Nordea også bedre end ventet, men det gode resultat er i høj grad drevet af god omkostningsstyring.

Nordea lægger samtidig vægt på, at Nokia stadig er en meget shortet aktie, hvilket kan give et yderligere købspres, hvis disse, nu tabsgivende, short-positioner skal dækkes ind.

Finanshuset UBS skriver, at den vedvarende lønsomhed hos Nokia Siemens Networks var den vigtigste overraskelse fra Nokia i torsdagens meddelelse, og at det øger chancerne for at divisionen sælges. Hvis det sker, så vil det til gengæld øge chancen for, at et selskab køber Nokia, skriver UBS.

Udgivet af: Aktiefokus