Nordea: Boblende positiv tendens - gode køb på disse niveauer
De asiatiske markeder startede ugen i højt humør, selvom Bush stadig kan spænde ben for redningspakken til den amerikanske bilindustri, som der efter masser af politisk tovtrækkeri nu ser ud til at være flertal for også i Senatet.
Det er især banker og shippingselskaber, der er med til at trække op i Asien. Det sker på trods af en noget lunken Tankan-rapport i Japan, som bl.a. viste dårligere end ventet fremtidsklima for de store industrier.
Nordea ser disse bevægelser i markedet som en boblende positiv tendens, der under svag julevolumen sagtens kan give tidlige julegaver til markedsdeltagerne.
- Vi holder fortsat fast i vores holdning om, at de økonomiske nøgletal nok skal blive dårligere, og at selskaberne nok skal begynde at justere deres forventninger - i nedadgående retning, men at aktier grundlæggende er billige og at den langsigtede investor derfor kan gøre gode køb på disse niveauer, anfører Nordea.
Markedet ser frem til OPEC-mødet på onsdag, hvor det ventes, at kartellet skærer i produktionen for at holde hånden under markedet. Herudover er ugens altoverskyggende begivenhed Fed-rentemødet i morgen, hvor konsensus ligger på en rentesænkning på 50 bp. Fokus i den forbindelse ligger naturligvis også på centralbankchef Ben Bernankes forventninger til økonomien.