Nordea erstatter DSV med FLS på fokusliste

Udgivet den 02-04-2014  |  kl. 09:11  |  
FLSmidth, Kilde: billede venligst udlånt af flsmidth.com

FLSmidth er ny aktie på Nordeas "Ideer i fokus"-liste over interessante købsmuligheder.

Det sker, efter at FLSmidth i går steg 5,7 pct. til 289 kr. efter meldingen om Weir Groups interessere i at købe finske Metso, der blandt andet producerer mineudstyr.

Weirs rygtede bud var langt over Metsos daværende kurs og fik den finske aktie til at springe i vejret - og FLS-aktionærer nød altså godt af interessen.

- Selvom FLSmidth allerede er steget en del, anbefaler vi kortsigtede investorer at købe aktien, da købstilbuddet hurtigt kan sætte gang i spekulationer om, hvorvidt FLSmidth selv er en opkøbskandidat. En budkrig om Metso eller et højere købstilbud fra Weir Group, som bestemt ikke kan udelukkes, vil også være understøttende for FLSmidth, lyder motivationen fra Nordea, der dog også advarer om medaljens bagside:

- Langsigtet ser vi dog fortsat risiko for, at FLSmidth kommer i modvind igen. Langsigtede investorer rådes derfor stadig til at gå uden om aktien, da de markedsudfordringer, som FLSmidth står overfor, er uforandrede, skriver Nordea.

FLS erstatter på listen DSV-aktien, som ikke levede op til Nordeas forventninger.

- Aktiens lille fald i går i et ellers stigende marked tyder på, at aktien kortsigtet er overkøbt. DSV ligger på omtrent samme kursniveau, som da vi satte aktien på ideer i fokus, og har dermed ikke helt givet det ventede afkast. På kort sigt vurderer vi imidlertid ikke, at aktien vil kunne fortsætte op og indfri vore oprindelige forventninger til kurspotentialet, erkender Nordea.

På Nordeas "Ideer i fokus"-liste findes også Gilead Sciences og Capita. De to aktier har været på listen i henholdsvis fire og fem uger, men ikke ligefrem overperformet på den korte bane. Aktierne er således faldet henholdsvis 11 og 3 pct. i perioden.

/ritzau/FINANS

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder