Nordea/CEO: Vi er helt i bund i shipping-tab

Udgivet den 23-10-2013  |  kl. 12:49  |  

Shipping er et rigtig godt forretningsområde for Nordea, og forbedringen fortsætter, fortæller bankens topchef, Christian Clausen, i et interview med Ritzau Finans.

- Tabene er nu nede på 10 mio. euro. Vi er helt i bund, siger Christian Clausen i en kommentar.

Han fremhæver også, at der er gjort "gode kollektive reserveringer" med gode marginaler.

Forretningsområdet, der længe har været en sten i skoen i Nordeas regnskaber, betragtes fortsat som et kerneområde.

- Vi betragter Shipping som en rigtig godt forretningsområde fremadfrettet, fastslår Christian Clausen.

I tredje kvartal i år var nedskrivningerne på Shipping-området faldende for fjerde kvartal i træk og nåede det laveste niveau i flere år.

Helt præcis nedskrev Nordea 20 mio. euro på shippingområdet i kvartalet, svarende til en nedskrivningsprocent på 68 basispoint. Til sammenligning nedskrev banken 34 mio. euro i andet kvartal af 2013 (111 basispoint) og 54 mio. euro i tredje kvartal af 2012.

Nordea kalder dog i regnskabet fortsat niveauet for "højt" på grund af svage markedsforhold inden for visse shipping-segmenter. Især fremhæves tank- og tørlastområderne, der fortsat var præget af svage markedsforhold, selv om fragtraterne for større tørlastskibe, den såkaldte capesize-klasse, steg "lidt" i kvartalets løb.

/ritzau/FINANS

Claus Mikkelsen +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder