Nordicom fastholder forventningerne - venter lavere resultat i 2007
Nordicom fastholder forventningen om et resultat før skat på 500 mio. kr., fremgår det af selskabets regnskab for 3. kvartal.
Noprdicom opnåede i årets første ni måneder et resultat før skat på 308,2 mio. kr. før skat, hvilket er en fremgang på 219,9 mio. kr. i forhold til samme periode i 2005.
For regnskabsåret 2007 budgetterer Nordicom med et resultat i niveau 300 mio. kr.
- Grundet øgede investeringer i udlejningsejendomme i Danmark, Sverige og i Tyskland, forventer vi betydeligt øgede lejeindtægter i 2007. Avance fra salg af ejendomme forventer vi i niveau med 2006, mens de urealiserede værdireguleringer ventes at følge inflationen. Vi forventer at færdiggøre færre projektboliger i 2007 end vi har gjort i 2006, og dermed at indtjeningen fra boligområdet bliver markant lavere end i 2006. Til gengæld forventer vi en større indtjening fra development af erhvervsprojekter, som kompenserer en del for det lavere aktivitetsniveau på boligområdet, skriver Nordicom.
Nordicom følger i øjeblikket strategi Plan2008, hvor det er målet at bringe balance mellem indtægterne fra udlejning og development inden udgangen af 2008, og hvor en større del af indtægterne i fremtiden forventes at kommer fra erhvervsområdet.
- Med afsæt i resultaterne for 2006 og vores forventninger til resultaterne i 2007, vurderer vi at være godt på vej til at kunne opfylde denne plan, skriver Nordicom i meddelelsen.