Norsk aktie toppede europæisk indeks efter gode nyheder i Brasilien

Udgivet den 08-10-2018  |  kl. 17:31  |  

Norsk Hydro, der er en global leverandør af aluminium og aluminiumprodukter, har mandag været blandt de mest stigende aktier i Europa efter nyheden om snart at kunne producere igen fra verdens største aluminumsraffinaderi.

Alunorte, som er placeret i Brasilien, har siden februar kun kunnet opereret på halvdelen af sin samlede kapacitet på grund af et påbud fra de brasilianske myndigheder. Det skyldtes, at kraftig nedbør angiveligt skulle have ført forurening fra Alunorte ud i en nærliggende flod.

Men lørdag kunne Norsk Hydro fortælle, at selskabet har fået lov til at genstarte Alunorte på 50 pct. af sin kapacitet, da det har i sinde at bruge en ny teknologi, som vil gøre det muligt at drive raffinaderiet "under sikre omstændigheder".

Hvornår produktionen vil genstarte, har Norsk Hydro foreløbig ikke oplyst. Uanset det ser nyheden ud til at begejstre investorerne, som for nylig fik at vide, at selskabet kunne blive nødt til at lukke raffinaderiet ned i 60 til 90 dage for at genstarte det.

Mandag lukkede Norsk Hydro-aktien 3,9 pct. højere i 45,54 norske kr. på børsen i Oslo. Det var ved 17.20-tiden den største stigning i det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks.

Tilladelsen til at genoptage produktion på 50 pct. af kapaciteten er givet af den brasilianske miljøstyrelse, Ibama. Ifølge Norsk Hydro mangler selskabet stadig at opnå godkendelse fra de statslige myndigheder, som der også er dialog med i øjeblikket.

/ritzau/FINANS

Dan Petersen

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Relaterede nyheder