Novo får udvidet indlægsseddel: Kardiovaskulære fordele ved Wegovy fremhæves i USA

Udgivet den 11-03-2024  |  kl. 06:35  |  
Arkiv: Foto

Novo Nordisks vægttabsmiddel Wegovy har også store kardiovaskulære fordele, og det kommer nu med på indlægssedlen på det amerikanske marked.

De amerikanske sundhedsmyndigheder, Food and Drug Administration (FDA), har således godkendt en udvidelse af indlægssedlen for Wegovy, så det også fremgår, at midlet mindsker risikoen for alvorlige kardiovaskulære hændelser.

Det fremgår af en meddelelse fra selskabet fredag aften.

Godkendelsen er baseret på resultater fra det omfattende Select-studie med Wegovy.

- Vi er meget glade for, at Wegovy nu er godkendt i USA som den første behandling, der hjælper folk med at styre deres vægt og reducere kardiovaskulære risici, siger Martin Holst Lange, der er udviklingsdirektør hos Novo Nordisk, i meddelelsen.

- Godkendelsen er en vigtig milepæl folk, der lever med overvægt og kardiovaskulær sygdom, idet Select-data har demonstreret, at Wegovy har potentiale til at forlænge liv, fortsætter han.

Novo Nordisk har også anmodet de europæiske sundhedsmyndigheder, European Medicines Agency (EMA), om en lignende udvidet godkendelse, og her ventes der ligeledes et svar i løbet af i år.

Novo præsenterede i sommeren og efteråret sidste år data fra hjerte-kar-studiet Select, og de blev efterfølgende rost gevaldigt af analytikerkorpset, der ser de ekstra data som en vej til øget tilskud hos sygekasserne.

Select-studiet var designet til at vise, at Wegovy reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser defineret som hjerte-kar-død, blodpropper og slagtilfælde under ét sammenlignet med placebo.

Og her reducerede Novos middel risikoen med 20 pct.

.\\˙ MarketWire

Mikkel Brix Kvols

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder