Novo Nordisk / Credit Suisse hæver kursmålet til 230 kr. fra 197

Udgivet den 20-01-2014  |  kl. 16:23  |  

Finanshuset Credit Suisse hæver kursmålet på aktierne i Novo Nordisk til 230 kr. fra 197 kr. og samtidig gentages anbefalingen neutral. Det skriver Credit Suisse i et analysenotat om den europæiske medicinalsektor.

Finanshuset venter, at Novo Nordisk og den franske konkurrent Sanofi vil være blandt de medicinalselskaber med den højeste toplinjevækst i 2014, idet de er stærkt påvirket af signifikante stigninger i listepriserne inden for deres diabetesforretninger. Efter prisstigningerne i december 2013, går både Novo Nordisks Levemir og Sanofis Lantus ind i 2014 med stigning på 30-40 pct. i listepriserne i forhold til året forinden, skriver finanshuset.

Til gengæld venter Credit Suisse, at profitabiliteten for Novo Nordisk og Sanofi vil falde i 2017 baseret på øget konkurrence inden for diabetesmarkedet, hvilket vil reducere den overnormale profitabilitet, som ses inden for markedet for basale insulinanaloger.

Novo Nordisk ligger mandag eftermiddag med en stigning på 1,1 pct. til 212,20 kr.

Udgivet af: jfa@npinvestor.dk