Novo: Stigende salg i Health Care divisionen

Udgivet den 13-05-1998  |  kl. 12:34  |  

København--13. maj--NetPosten--Ifølge Novo Nordisk seneste kvartalsregnskab blev det samlede salg for Health Care divisionen (HC) i første kvartal 1998 på 3.055 mio. kr. (2.670). Salgsfremgangen på 14 pct. skyldes en stigning i volumen/produktmix på 13 pct., en positiv valutakurspåvirkning på 2 pct. samt en negativ påvirkning af priser på 1 pct.

Salget af Diabetes Care produkter steg 18 pct. til 2.223 mio. kr. Væksten er positivt påvirket af et øget salg til især Rusland og USA, herunder opbygning af lagre hos grossister i USA forud for introduktionerne af Prandin/NovoNorm og Penfill 3 ml.

Det fremgår endvidere af kvartalsregnskabet at salget af insulinprodukter til det amerikanske marked steg 26 pct. i første kvartal 1998. Opgjort i USD var stigningen i salget 17 pct. i forhold til det relativt begrænsede salg i første kvartal 1997.

Novo Nordisk nye orale antidiabetikum, Prandin/NovoNorm, blev lanceret på det amerikanske marked i begyndelsen af april. Novo Nordisk indgik tidligere på året en aftale med Schering-Plough om fælles markedsføring af Prandin og Novo Nordisk sortiment af insulinprodukter og injektionssystemer i USA. Markedsføringen af Prandin forløber tilfredsstillende.

Udgivet af: NPinvestordk