Novo vil starte klinisk studie med GLP-1-pille - NY

Udgivet den 29-11-2013  |  kl. 08:46  |  

Novo Nordisk er på vej til at indlede et midtfase-studie med en tabletversion af en GLP-1-analog.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters med henvisning til udtalelser fra det danske medicinalselskabs forskningschef, Mads Krogsgaard Thomsen.

Fase II-studiet, der skal omfatte op mod 600 patienter, kan ifølge forskningsdirektøren skydes i gang allerede i næste uge.

- Det er en milepæl, fordi det her ikke er trinvis innovation, men snarere "forstyrrende" innovation, siger Mads Krogsgaard Thomsen til nyhedsbureauet Reuters.

Novo Nordisk påbegyndte i januar 2010 et fase I-studie med en langtidsvirkende oral version af en GLP-1-analog under navnet NN9924. Studiet, der omfattede 155 patienter, blev udført i samarbejde med det amerikanske udviklingsselskab Emisphere Technologies, som derfor har modtaget milepælsbetalinger undervejs.

Den seneste betaling lød på 10 mio. dollar og faldt tidligere i år som en forudbetaling for kommende studier i forsøget.

Aftalen mellem Novo Nordisk og Emisphere blev indgået i 2008, hvor de to selskaber gav håndslag på at udvikle og kommercialisere to forskellige formuleringer af Novo Nordisks proprietære GLP-1-analoger ved hjælp af Emispheres Eligen-teknologi, som studierne er bygget på. Den første milepæl til det amerikanske selskab blev betalt i forbindelse med igangsættelsen af fase I-studiet i begyndelsen af 2010.

Det danske selskab samarbejder dog også med irske Merrion Pharmaceuticals om to forskellige orale versioner af en GLP-1-analog under irernes Gipet-teknologi. Samarbejdet mellem Merrion og Novo Nordisk blev startet i januar 2009.

/ritzau/FINANS

Mikkel Brix Kvols +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk