Novo/CFO: Tre faktorer trykker væksten næste år

Udgivet den 31-10-2013  |  kl. 09:11  |  

Novos første skøn for udviklingen i 2014 indebærer et dyk i væksten, og det skyldes en række faktorer, som vil sende væksten lidt ned næste år.

Det gælder dels patentudløbet på Novos diabetespille Prandin, som ville ramme væksten i fjerde kvartal og reducere salgsvæksten med omkring 1 pct.point. Dernæst kommer, at Novos mindste forretningsområde for biofarmaceutiske produkter, herunder blødermedicinen Novoseven, næppe vil klare sig lige så godt næste år, og endelig:

- Vi har set en væsentlig vækst i biofarma og Novoseven i år, og vi ved, at det historisk er en volatil forretning. Så en vækstrate år til dato på 12 pct. for hele biofarmaområdet og på 11 pct. for Novoseven i særdeleshed, regner vi ikke med er bæredygtigt. Det er mere sandsynligt, at Novoseven vil vokse i størrelsesordenen 5 pct., uddyber Novos koncernøkonomidirektør, Jesper Brandgaard, torsdag på en telekonference for pressen.

Han peger desuden på, at en amerikanske Express Scripts tidligere i år fjernede et par Novo Nordisk-midler fra sin lister over tilskudsberettigede midler. Express Scripts rådgiver en række sygekasser, der står for dækningen af omkring 45 mio. amerikanere, og kontrakttabet kan få indflydelse på Novos salgsvækst i USA i 2014.

- Vi venter en påvirkning fra Express Scripts, der rammer både Novolog og Novomix, men også Victoza, når tilskudsstatus ændres per 1. januar 2014, siger Jesper Brandgaard.

Novos forventninger om høj encifret vækst i salg og driftsresultat i lokal valuta næste år er et ekko af forventningerne til 2013, som Novo også lagde frem for 2013 på samme tidspunkt sidste år. De er siden blevet opjusteret af flere omgange til en vækst i omsætningen på 11-13 pct. samt en fremgang i driftsindtjeningen på 12-15 pct.

/ritzau/FINANS

Jakob Dalskov +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk


Seneste nyheder