Novos ærkerival om mulige udfordrere: Der er et stykke vej at tilbagelægge

Udgivet den 09-08-2024  |  kl. 12:47  |  

Novo Nordisks ærkerival Eli Lilly virker ikke voldsomt bekymret for den underskov af selskaber, der arbejder på at få foden ind på det lukrative marked for behandling af svær overvægt.

For udfordrerne er adskillige år efter og står over for en lang række barriere, der skal forceres, hvis de for alvor skal udfordre Lillys markedsposition.

- Jeg ved, at investorer er blevet begejstrede over forskellige offentliggørelser af fase 1-data, men det er stadig et udfordrende område at udvikle lægemidler til. Og vi venter selv, indtil vi har set ret robuste fase 2-data, før vi bliver for begejstrede for et bestemt molekyle, sagde Daniel Skovrovsky, forsknings og udviklingsdirektør hos Lilly torsdag på en telekonference i forbindelse med regnskabet for andet kvartal.

Han venter af samme grund heller ikke en perfekt succesrate hos konkurrenterne.

Samtidig er der to andre vigtige barrierer, som eventuelle konkurrenter skal passere for at blive konkurrencedygtige, lød det fra Patrik Jonsson, koncerndirektør i Lilly med ansvar for diabetes og svær overvægt.

Den første er, at Lilly har formået at opnå bred dækning, eller tilskud til sine lægemidler blandt amerikanske sygekasser.

Den anden er antallet af sygdomsområder, det vil sige følgesygdomme af svær overvægt, som lægemiddelkandidaterne godkendes til.

For her investerer Lilly tungt både i de lægemidler, som allerede er på markedet, men også nye lægemiddelkandidaterdne, Orforglipron og Retatrutid, der begge er i den afsluttende kliniske udviklingsfase 3.

- Så med de kort, vi har på hånden på markedet i dag, vores fase 3-aktiver, og det vi refererede til i vores forberedte kommentarer, så er vi velpositionerede i forhold til at konkurrere i dag og i morgen. Og det gælder på tværs af indikationer, aktiver, behandlinger og så videre. Alle mand er på dæk, sagde Patrik Jonsson.

LANGT EFTER

Udsigterne for nye udfordrere på markedet for svær overvægt, der i dag i domineres af Novo Nordisk og Lilly, fik også et par ord med fra topchef i Lilly, David Ricks.

- Måske bare en påmindelse. Vi fik vores fase 1-data med Tirzepatid (Lillys diabetes-2 og vægttabsmiddel) i 2016. Det er otte år siden. Og det er massivt forspring, synes jeg, sammenlignet med andre GLP-1-analoger, som er bagefter, sagde David Ricks, der også kom ind på de massive investeringer, som er nødvendige for at opskalere produktionen.

- Til slut en anden barriere, hvor der bestemt vil være arbejde at gøre, som er at opskalere produktionen. Volumenerne er virkelig store i denne kategori, og vil måske ende op med at være en af de største volumenkategorier i industrien nogensinde. Vi taler om at producere i en skala målt i milliarder, hvilket tager tid og er teknisk vanskeligt og meget kapitalkrævende.

- Så selvfølgelig vil der komme konkurrenter. Men der er et stykke vej at tilbagelægge for dem alle, som de to førende virksomheder allerede har tilbagelagt for en stor dels vedkommende.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯  Udenlandsk selskab❯ 

Seneste nyheder

12:58 Europa/aktier: Tyske kemiaktier trækker ned mens britisk Coloplast-rival lyser op
12:56 Opec sænker forventningerne til efterspørgslen for fjerde måned i træk
12:36 Amerikansk byggemarkedskæde opjusterer efter efterårsstorme
12:32 Aktier/middag: Novo trækker ned i rødt C25 mens FLS sprudler efter regnskab - NY
12:29 Obligationer/middag: Svage tyske nøgletal presser renter nedad
11:51 Aktier/middag: Novo trækker ned i rødt C25 mens FLS sprudler efter regnskab
11:23 Verdens største murstensproducent nedjusterer efter vedvarende modvind på nøglemarkeder
11:02 Tyskland: ZEW-tilliden skuffer markant
10:45 Vodafone under pres efter sløje tyske signaler: Ny lovgivning lægger pres på indtjening
10:16 Vestas-aktie krydser smertefuld grænse med aktie under 100 kr. for første gang i fire år
09:33 FLSmidth belønnes stort for stærkt regnskab i ellers dybrødt marked
09:30 Trump blive gavnlig for FLSmidths Cement mener finansdirektør - men usikkert for Mining
09:19 Aktier/åbning: FLS stråler i rød aktieåbning
09:13 Bayer skuffer og nedjusterer - landbrugsafdeling ramt af lave priser
08:59 Obligationer/åbning: Næsten uændret rente på talfattig men talerig dag
08:50 Tryg får sænket anbefalingen til neutralt terræn hos Morgan Stanley
08:41 Mærsk rammes af millionkrav fra Adidas efter containere er forsvundet
08:32 Bayer skuffer og nedjusterer - landbrugsafdeling ramt af lave priser
08:30 Aktier/tendens: Udsigt til rød dag - FLS i fokus fra morgenstunden
08:22 Råvarer: Oliepriserne står i stampe på skuffelse over Kinas nye støttepakke