Novos resultater med vægttabshåb er OK men ikke prangende - aktien falder

Udgivet den 20-09-2024  |  kl. 16:09  |  
Arkiv: Foto

(retter niende afsnit, så det fremgår at vægttabet er opnået på laveste dosis.)

Der er salgspres på Novo Nordisk-aktien fredag eftermiddag oven på imødesete resultater fra et studie med vægttabshåbet Monlunabant.

Årsagen er, at Novo selv varsler, at der er mere arbejde at gøre med vægttabsmidlet for at finde den optimale dosis for Monlunabant.

- Jeg tror, at Novo-aktien falder på baggrund af, at investorerne måske havde sat næsen op efter et studie, der var lidt mere tydeligt i forhold til doseringen, og at man kunne gå direkte videre til et egentligt fase 3-studie, siger Søren Løntoft Hansen, analytiker i Sydbank, til MarketWire.

Ved 15.30-tiden er Novo-aktien faldet 3,9 pct. til 863,30 kr. oven på studiet af Monlunabant. Midlet er baseret på små molekyler, og har derfor den fordel, at det relativt nemt vil kunne produceres i stort antal, vurderer Søren Løntoft Hansen.

Derfor kan midlet lette lidt af presset på Novos produktion, der har haft svært ved at følge med efterspørgslen efter vægttabsmidler.

IKKE PRANGENDE

Men først skal Novo gennemføre et større fase 2b-studie med Monlunabant for at undersøge dosis og sikkerhedsprofil yderligere.

- Resultaterne fra fase 2a viser, at Monlunabant har potentiale til at sænke vægten, og at yderligere arbejde er nødvendigt for at bestemme den optimale dosering for at afbalancere sikkerhed og effekt, siger Martin Holst Lange, koncerndirektør med ansvar for udvikling, ifølge en meddelelse.

I det afsluttede fase 2a-studie blev Monlunabant testet i dosisudgaver på 10, 20 og 50 milligram og sammenlignet med snydemedicin, også kendt som placebo.

Og studiet viste et statistisk signifikant vægttab blandt patienterne målt på alle doser. Fra et udgangspunkt på 110,1 kilogram, tabte patienterne sig på laveste dosis i gennemsnit med på 7,1 kilogram efter 16 uger. Det svarer til 6,4 pct. I placebogruppen var vægttabet 0,7 kilogram.

- Vægttabet er OK, men absolut ikke prangende, og det skal så sættes over for bivirkningerne, som godt nok er milde til moderate, men også omfatter neuropsykiatriske bivirkninger som angst og søvnbesvær, siger Søren Løntoft.

ROCHE HAR MULIG RIVAL

Han peger på, at schweiziske Roche har vist nogenlunde tilsvarende vægttab med en pille, men efter færre ugers behandling. Til gengæld virkede bivirkningerne ved Roches lægemiddelkandidat mere problematiske.

I Novos studie var de mest almindelige bivirkninger i fase 2a-studiet mave-tarmrelaterede og dosisafhængige.

Der blev desuden rapporteret milde til moderate neuropsykiatriske bivirkninger, primært angst, irritabilitet og søvnforstyrrelser, med Monlunabant sammenlignet med placebo.

Novo overtog Monlunabant i forbindelse med købet af canadiske Inversago Pharma i august 2023. Købesummen blev opgjort til 1075 mio. dollar - eller omtrent 7,3 mia. kr.

.\\˙ MarketWire

Jakob Dalskov

Tags:  Shares❯ 

Seneste nyheder

09:31 Aktier/åbning: Mærsks opjustering bliver mødt med skuldertræk hos investorerne
09:25 Demant og GN sendes i hver sin retning efter indledt dækning hos Goldman
09:01 Obligationer/åbning: Renteopturen fortsætter efter øgede forventninger til Trump-sejr
08:45 Mærsks opjustering kvitteres med løftet kursmål hos fransk børshus
08:33 Mærsk spås stigning på 4 pct. af DNB efter nye tal
08:22 Aktier/tendens: Mærsk kan trække op i eliteindeks efter opjustering
08:16 Tysk softwaregigant opjusterer: Lukrativ cloud-forretning bliver ved med at levere
08:06 Råvarer: Oliepriserne falder da bekymring for Kinas efterspørgsel tynger markedet
07:51 Leo Pharma snupper IR-chef fra Danske Bank før mulig børsnotering
07:45 Norsk storbank ser større efterspørgsel på lån og tjener bedre end ventet
07:26 Embla Medical ser frem mod udvidet dækning i USA efter stærkt tredje kvartal
07:20 Obligationer/tendens: Rentestigning i sigte forud for taler fra ECB-direktører
07:10 Logitech løfter forventninger efter stigende efterspørgsel
06:42 Asien: Høje renter og politisk usikkerhed presser asiatiske børser sydover
06:35 Mærsks asistiske konkurrenter stiger tirsdag efter opjustering
06:34 Først til 4000? Nvidia er favorit i kampen om næste milepæl
06:34 Mærsk opjusterer for milliarder: Strejke, uro og købelyst holder hånden under fragtpriser
06:32 Asien: Høje renter og politisk usikkerhed presser asiatiske børser sydover
06:32 Valuta: Stigende renter presser dollar til stærkeste niveau i to en halv måned
06:32 USA/T-bond: Lange rente i højeste niveau tre måneder